Det vakte en del opmærksomhed, da det hæderkronede Star Tour-brand sidste år forsvandt og blev til TUI, men kritikken forstummede hurtigt: Efter blot en måned med det nye navn kunne rejsearrangøren nemlig melde om vækst både kendskab og salg. 

Samtidig rullede TUI med hjælp fra det prisbelønnede svenske bureau Forsman & Bodenfors et nyt kampagneunivers med titlen For You ud, og nu er parterne klar med den seneste eksekvering: TUI’s nye vinterkampagne.

I modsætning til den forrige kampagne, der fokuserede på de forskellige målgrupper – herunder strandløver og strandløvinder i deres bedste alder – retter den nye satsning spottet mod eksotiske rejsemål.

Der er med andre ord dømt eventyr, blå himmel og palmetræer – dog stadig krydret med ægte kærlighed.

- TUI er rejsebureauet, der sender flest danskere på eksotisk vinterferie med rejsemål som Thailand, Mexico og Mauritius. Derfor handler vores nye kampagne om, hvordan man gå på opdagelse og eventyr langs fjerne kyster, siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for TUI i Danmark.    

Blandt personerne i kampagnen ser man blandt andet forskellige kærlighedspar samt professionelle fridykkere i rollen som havfruer.

Kampagnen kører lige nu på tv, online, sociale medier, print og out of home, og du kan se den nye film her – credits under filmen.

Primært bureau: Forsman & Bodenfors
Mediabureau: Carat
Produktionsselskab: Chamdin & Stöhr
Instruktør: Amir Chamdin
Stills: Kalle Gustafsson
Postproduktion: Chimney Group
Display production: Bannerboy