Det med småt kan være lige lovlig småt - og den går ikke, hvis man vil sælge noget til forbrugerne.

Det må optikerkæden Profil Optik nu se i øjnene - akkompagneret af en bøde på 140.000 kroner for vildledende markedsføring.

Sagen, der har udløst bøden, stammer fra 2015, hvor kæden på vinduesplakater og i flyers med store typer havde skrevet ”50 % på masser af stel”, mens der med væsentligt mindre typer og lodret langs med kanten stod: ”Gælder ved køb af komplet brille og kan ikke kombineres med andre tilbud og rabatter”.

En forbruger havde set vinduesplakatens budskab om 50 % rabat på stel, men blev først opmærksom på betingelserne for at få rabatten, da hun havde valgt brillestellet og skulle til at betale.

Det mente forbrugeren ikke var i orden og hun klagede derfor til Forbrugerombudsmanden, som i maj 2016 valgte at politianmelde Profil Optik for for overtrædelse af markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 2 om vildledende markedsføring.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne forbrugerne dårligt få øje på og læse betingelsen for at få rabat, når de så plakaten eller flyeren. Derfor kunne forbrugerne blive vildledt af markedsføringen.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger i en kommentar til sagen:

- Når forbrugere ser et godt tilbud, så må væsentlige betingelser ikke være skjult i reklamen. I sagen med Profil Optik var betingelsen om køb af glas skrevet på en sådan måde, at forbrugerne dårligt kunne læse dem. Det var vildledende.

Christina Toftegaard Nielsen understreger i en pressemeddelelse, at hun fortsat vil have fokus på virksomhedernes prismarkedsføring.

Det siger reglerne

Erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.

Markedsføring som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugerne eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd, er ikke tilladt.