Verdens seks største bureaunetværk (Publicis Groupe, Omnicom Group, IPG, WPP, Dentsu Aegis Network og Havas) er gået sammen med annonce- og søgegiganten Google om en global kampagne til støtte for FN’s bæredygtighedsmål i regi af initiativet Common Ground.

Kampagnen har fået navnet ”Little by Little”. Ved hjælp af influencers, YouTube og SoMe opfordres unge fra generation Z bl.a. til at udføre to milliarder gode gerninger inden 2030.

Kampagnen blev skudt i gang med en video på YouTube, hvor influencer, model og aktivist Jillian Mercado slår et slag for troen på, at en fælles indsats bundet op på de 17 verdensmål kan gøre en positiv forskel for os alle sammen.

Videoen er siden lanceringen i slutningen af februar blevet vist over 18,5 mio. gange, hvilket naturligvis glæder initiativtagerne.

- Common Ground blev grundlagt på ideen om, at vi som en branche kan skubbe vores uenigheder til side og støtte op om de 17 verdensmål. ”Little by Little” beviser, at det ikke er en teoretisk ambition, men derimod et opnåeligt mål, lyder det i en fælles udtalelse fra alle CEO’s bag Common Grounds.

Du kan læse mere om kampagnen her.