Den TDC-ejede streaming-tjeneste Blockbuster har de seneste fire år livestreamet fra en af dansk films store årlige awardshows, Robert Prisen. 
 
Her hædrer Danmarks Film Akademi årets dygtigste inden for filmfaglige discipliner, og ganske mange har fulgt live-streamet, der er med lige fra de første stjerner ankommer på den røde løber, til den sidste pris uddeles. 
 
Blockbuster begyndte at livestreame fra Robert Prisen, da prisshowet ikke længere blev vist på landsdækkende tv.  
 
Dansk film i fokus 
 
Ifølge Steffen Trannerup, Blockbusters marketingdirektør, var det helt naturligt for Blockbuster at støtte op om netop dansk film på den vis, da den TDC-ejede streamingtjeneste har en ambition om at gøre en forskel på netop dette område. 
 
- Vi har, og vil fortsat have, det bredeste udvalg af danske film, og derfor mener vi også, at vi har en forpligtelse i forhold til at engagere os i at skabe fokus på den danske filmbranche, siger han og fortæller at Blockbuster også samarbejder med danske filmfestivaler som Pix, Dox, Bodil og Blodig weekend. 
 
Ved den seneste udgave af Robert Prisen i februar sendte Blockbuster live fra festen med filmekspert Søren Høy som vært. Blockbuster tilbød alle medier at dele livestreamet og de efterfølgende klip, hvilket blandt andre Se og Hør, Billed-Bladet, Soundvenue, TV 2 og DR benyttede sig af. 
 
Content er stadig konge 
 
Blockbuster bruger med andre ord en hel del penge på at producere så interessant content, at medierne får lyst til at bruge det. Og hvordan er det gået med det? 
 
Jo, ifølge Steffen Trannerup så godt, at Blockbuster i forbindelse med Robert Prisen får en langt større eksponering, end filmtjenesten ville kunne købe klassisk markedsføring for til samme pris. 
 
- I år så 61.000 livestreamet fordelt på Facebook Live, YouTube Live og via mediepartnere. I fjor var det omkring 40.000 og årene før det endnu færre, siger Steffen Trannerup. 
 
Dertil kommer, at videoer fra Robert Prisen på aftenen og dagene efter fik 100.000 visninger på Facebook og 15.000 views på YouTube. Endelig er det værd at bide mærke i, at brugerne i gennemsnit har set 2/3 af det 5,5 timer lange livestream.
 
- Det er vi meget tilfredse med. Den positive udvikling er også et eksempel på, at vi lægger nye lag til vores content-udbud år efter år, hvilket ikke blot giver højere kvalitet i indholdet, men også øger vores eksponering, slutter Steffen Trannerup.  
 

Idé og koncept omkring tilgangen til indhold og PR er udviklet sammen med partneren Joined Content, som også varetager produktionen af Robert Prisen for Blockbuster.

Du kan se mere om livestreamet og klip fra Robert Festen her.