For 25 år siden trillede de første Select-bolde hen over de grønne plæner på DBU’s Fodboldskoler, og det er også et kvart århundrede siden, at Danmarks største fodboldtriumf – EM-guld i 1992 – kom i hus.

Og det er langt fra et tilfældigt sammentræf, for DBU brugte bl.a. midlerne fra EM-gevinsten til at sætte skub i de populære fodboldskoler, hvor utallige poder med Laudrup- og Messi-drømme siden har brugt en del af sommerferien på at drible løs sammen med andre fodbold-tossede børn.  

Jubilæet bliver behørigt fejret. Det gælder også på sponsor-fronten, da Schulstad og DBU har indgået et nyt partnerskab, der gør Schulstad til hovedpartner for DBU’s Fodboldskole.

Schulstad har underskrevet en to-årig aftale med DBU´s største sommeraktivitet for børn og unge mellem otte og 15 år.

- DBU og Schulstad har stort fokus på, at danske drenge og piger skal have sunde, varierede kostvaner og dyrke motion, lyder det fra Jeanette Ruby, marketing- og innovationsdirektør for Schulstad, i en pressemeddelelse.

- Det er derfor en oplagt mulighed for os at blive en del af DBU’s Fodboldskole og derigennem give de mere end 27.500 børn og unge en aktiv og oplevelsesrig uge fyldt med masser af fællesskab, træning og inspiration til velsmagende madpakker og mellemmåltider i løbet af sommeren, fortsætter hun.

Hos DBU glæder adm. direktør Claus Bretton-Meyer sig naturligvis også over det nye kommercielle samarbejde, der bl.a. medfører, at de fodboldglade børn på fodboldskolerne i år spiller bold med Schulstad i ryggen – og som logo på trøjen.

- Vi ved, at fodbold er en af de sundeste sportsgrene, der findes på grund af de mange temposkift, boldberøringer og muskelgrupper, der hele tiden er i spil, når børnene render rundt på grønsværen, siger han.

- Og med al den aktivitet er det vigtigt at have depoterne fyldt op med den rigtige energi, så man kan yde sit bedste på banen. I partnerskabet med Schulstad får vi knyttet gode råd om sund og varieret kost til verdens sundeste sport – til glæde for børnene på DBU´s Fodboldskole og deres forældre, slutter Claus Bretton-Meyer.