De er glade hos Rødovre Centrum i disse dage. Og det har de gode grunde til. Fem for at være helt præcis.

Danmarks ældste shopping center er således - i hård konkurrence med mere end 216 shopping centre fra 22 lande - nomineret hele fem gange i den prestigefyldte konkurrence Solal Marketing Award – populært kaldet shopping centrenes Oscar.

Der uddeles priser i otte kategorier, og at et enkelt shopping center opnår fem nomineringer er ret usædvanligt og placerer Rødovre Centrum i en klasse for sig.

- Vi er utroligt stolte over vores nomineringer, og at vi kommer gennem nåleøjet med hele fem kampagner, er en meget stor anerkendelse. Vores team yder en fantastisk indsats, for det er ikke nogen hemmelighed, at hver nominering kræver hårdt arbejde og vilje til lige at gå lidt længere, siger Charlotte Andersen, der er marketingdirektør i Rødovre Centrum.

Hårdt arbejde - og kreativitet

En jury på 18 internationale marketingeksperter har udvalgt de mest kreative og velgennemførte kampagner blandt de mange indsendelser fra europæiske og sydafrikanske shopping centre.

Og ifølge Charlotte Andersen er hårdt arbejde ikke hele opskriften på at udkonkurrere anerkendte shopping centre fra internationale metropoler.

- Vi sætter en stor ære i at udtænke overraskende og innovative kampagner, som brænder gennem hos kunderne. Gerne med humor, holdninger og noget for alle sanser, siger hun og tilføjer:

- Som fx vores spektakulære kampagne Release Party, hvor kunstmuseet Arken i samarbejde med unge fra Ishøj Ungdomsskole forvandlede centeret med audio-, lys- og kunstinstallationer.

Vandt priser sidste år

Om det lykkedes Rødovre Centrum at vinde medaljer med de fem kampagner, bliver først afsløret til september ved Solal Award i Amsterdam.

Men centeret er ikke uvant med priser for sin markedsføring: Sidste år blev Rødovre Centrum ved Solal Award nomineret til tre priser og kom hjem med sølvmedaljer i alle tre kategorier.

Derudover vandt centeret sidste år to priser ved London Fashion Film Festival.

De fem nomineringer i år gælder:

·       Brand Awareness & (Re) Positioning med kampagnerne ”Bad Santa” og ”Vi krammer vores kunder”

·       Emerging Technology med ”Release The Beast” og ”Carpool Karaoke2”

·       Grand Opening/Expansion/Refurbishment med kampagnen ”Release party”

Se film om en af de nominerede kampagner, ”Release Party”, hvor Rødovre Centrum inviterede Arken og Ishøj Ungdomsskole til et utraditionelt samarbejde.