Hvem er mest værd i Danish Crown? Dem med møg på støvlerne - eller dem der går med kniv? 

Sådan lød spørgsmålet på slagterigigantens Facebookside, da første element i en ny og ambitiøs kommunikationsstrategi – en video - for nylig gik i luften.

Og baggrunden for kampagnen er ligetil: Selv om Danish Crown leverer kød i verdensklasse, så er det tilsyneladende ikke smittet af på medarbejderne eller ejernes forhold til deres egen virksomhed. Det viser interne undersøgelser.

- De vil egentlig gerne, men vi skal give dem et lille skub, siger kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen og tilføjer:

- En meget vigtig byggesten i vores nye kommunikationsstrategi, er at finde løsninger på, hvordan ejere og medarbejdere bliver aktive medspillere i opbygning af omdømmet. Derfor har vi bl.a. lavet denne kampagne.

Ikke mere ”os” og ”dem”

Satsningen er skabt i samarbejde med det kreative bureau Faber X Bækdal – et lille københavnsk bureau, der består af to tidligere kreative direktører fra Kunde & Co, Anders Damstedt Faber og Jan Bækdal.

Filmen, der i skrivende stund har skabt tæt ved 90.000 views, 140 delinger og over 500 likes, er en lille del af kommunikations-strategien, der bl.a. går ud på at skabe respekt hele vejen rundt:

- Konceptet er at lade forskellige medarbejdere og landmænd vurdere hinanden for at vise, at der er stor respekt og anerkendelse imellem dem, siger Jan Bækdal.

- Og resultatet er virkelig positivt, siger Anders Faber og tilføjer:

- Danish Crown er jo en geografisk spredt virksomhed, hvilket gør at de forskellige medarbejdere og landmænd ikke møder hinanden. Derfor kan der nemt opstå et ”os” og ”dem”. I denne kampagne får vi bragt dem helt tæt på hinanden.

Også et bredere sigte

Interne undersøgelser viser, at hverken landmænd eller medarbejdere er særlig stolte af deres arbejdsplads, og det primære sigte er derfor også internt.

Men det er også tanken, at filmene skal løftes ud til et bredt publikum, netop via Facebook, forklarer Pia Paulsen, der er Head of Social Media hos Danish Crown.

- Vi skal vise omverdenen, hvilket fantastisk sted Danish Crown er. At det er et godt sted at arbejde – et sted, hvor man står sammen og løfter i flok. Og når folk bliver stolte af hinanden, vil de helt sikkert dele det med andre, slutter Pia Paulsen.

Du kan se den første film her.