De fleste kender SodaStream for kerneproduktet, der laver kedeligt postevand om til kulsyre-boblende herligheder, men på marketingfronten gør brandet sig også bemærket - som et offensivt brand, der positionerer sig skarpt på en miljø-dagsorden, hvor især flaskevands-industrien står for skud.

Og nu tager SodaStream så den skarpe – og humoristiske - kommunikationstone med over i en i ny global rekrutteringsvideo.

I videoen ses CEO Daniel Birnbaum på slap linje, ligesom virksomhedens sagsanlæg bruges offensivt i fortællingen om en modig virksomhed med en klar mission. Og vi snydes naturligvis heller ikke for SodaStreams frontfigur, Game of Thrones-stjernen ”The Mountain”.

Michele Fitzwilliams, nordisk marketingdirektør i SodaStream, siger:

- SodaStream er et rebelsk brand med en offensiv kommunikationsstrategi, og det skal også fremgå, når vi rekrutterer nye talenter. En SodaStream-medarbejder brænder for sagen og har en revolutionær og kreativ tankegang. Det understreger rekrutteringsvideoen.

Klar til bæredygtig revolution

Konkret søger virksomheden talenter til at besætte omkring 300 ledige stillinger i 45 lande rundt omkring i verden, og hvad der skal til for at komme i betragtning, fortæller Daniel Birnbaum, mens han bevæger sig rundt i videoen, der er optaget på SodaStreams hovedkontor i Israel.

Og rekrutteringsvideoen retter - ud over at fortælle, at man har brug for nye folk – igen en skarp kritik mod flaskevandsproducenterne og den plastikforurening, deres produktion forårsager.

- Bæredygtighed og opgøret med ”vand-på-flaske”-industrien er en naturlig del af vores DNA. Derfor er vi heller ikke blege for at gå i kødet på de store spillere som Coca-Cola og frygter ikke at melde ud, at vi vil stå i spidsen for en bæredygtig revolution, som Daniel Birnbaum understreger i rekrutteringsvideoen, siger Michele Fitzwilliams og tilføjer:

-  Vi er ikke bange for at bruge store ord, og vi er slet ikke bange for at stikke til plastikflaskeindustriens største aktører, hvilket de mange sagsanlæg, som vi har modtaget fra store læskedrikgiganter, og som optræder i videoen, understreger.

Se den nye SodaStream-video her: