Når danskerne i december sætter sig til rette i biografsædet med cola og popkorn som trofaste følgesvende til underholdningen på det store lærred, vil de for første gang i mange år kunne se en reklamefilm fra SOS Børnebyerne.

Børneorganisationens fundraisingstrategi har ellers primært omfattet kommunikation rettet mod folks stuer og sociale medier, men da muligheden for et samarbejde med Dansk Reklame Film opstod, blev den grebet:

- For mange mennesker er reklamerne en del af den helt rigtige biografoplevelse. Biografgæster er mere opmærksomme på reklamerne, end de er foran deres tv. Det var derfor en unik mulighed at indgå et samarbejde med Dansk Reklame Film, siger Ann Leistiko, der er fundraisingchef i SOS Børnebyerne, og tilføjer:

- Men det har ikke været en nem proces at få reklamen produceret. Det har kun ladet sig gøre, fordi filmen er produceret af mennesker, der brændte for at lave en flot reklameproduktion til biograflærredet.

22-årigt instruktørtalent 

Filmen handler om kærligheden og den uerstattelige relation mellem barn og mor, helt i tråd med organisationens arbejde, der har til formål hjælpe forældreløse og udsatte børn over hele verden til at få trygge, kærlige hjem og forældreomsorg.

Den er skrevet og instrueret af 22-årige Frederik Barington, der sidste år debuterede med spillefilmen ”Når solen skinner” – og filmen her er hans første reklamefilm.

- Det har været en spændende udfordring. Når man producerer film for en humanitær organisation, er budgettet minimalt. Det tvinger en til at tænke kreativt. Jeg er blevet meget tilfreds med resultatet og håber, at filmen medvirker til, at flere danskere støtter SOS Børnebyerne, siger Frederik Barington.

Og den unge instruktør var faktisk en af årsagerne til, at Dansk Reklame Film valgte at støtte projektet og tilbyde eksponering. 

Vil gøre en forskel

Kombinationen af SOS Børnebyernes ønske om at gøre en forskel med en anden type kommunikation, end de tidligere har gjort brug af – og det faktum, at en ung og uprøvet instruktør fik lov til at løse opgaven, var det, der fik Dansk Reklame Film til at reagere:

- Normalt når vi bliver kontaktet af humanitære organisationer, tilbyder vi dem kampagner til særligt gode betingelser. Her gik vi lidt længere, fordi sagen var anderledes skarp, kærlig og gennemtænkt. At hjælpe forældreløse og udsatte børn, samtidig med at en ung instruktør får muligheden for at bruge biografen til at genskabe følelsen af relationen mellem mor og barn, giver så fint mening. Jeg håber, at reklamefilmen giver SOS Børnebyerne den opmærksomhed, som den fortjener, siger Theis Hector, Nordisk CEO for Dansk Reklame Film.

Filmen, der bl.a. har producer Carl Osbæck Adelkilde og produktionsleder Andreas Ekmann på produktionsholdet, vil blive vist i danske biografer i fire uger fra den 18. december – og du kan gå til smug-premiere lige her.