Midt i snestorm og sibiriske kuldegrader drømmer mange sig til varmere og venligere himmelstrøg, men det kan være svært at genkalde sig feriefølelsen, når man er pakket ind i hue, vanter og vinterfrakke.

Men nu er der hjælp at hente, for i de kommende 14 dage ruller Spies Rejser Danmark rundt med et splinternyt duft-laboratorium.

Her kan feriehungrende og frysende danskere ved hjælp af dufte genskabe minderne om Kreta, Provence eller Mallorca - for netop lugtesansen har evnen til at grave dybt i hukommelsen og fremkalde minder, som ligger langt væk.

Og derfor er dufte også det centrale omdrejningspunkt i en ny kampagne-event fra Spies.

- Vi kan ikke være på ferie hele tiden, men vi kan forlænge ferien ved at indkapsle de dufte, der udgør essensen af vores unikke ferieminder. På den måde kan vi for en kort stund vende tilbage til de øjeblikke, hvor bekymringer og gråvejr var langt væk, og hvor vi var den bedste udgave af os selv, siger Eva Lundgren, marketingchef hos Spies Danmark.

Feriefølelsen varer kun to dage

Undersøgelser viser nemlig, lyder det fra Spies, at ferielykken forsvinder allerede to dage efter hjemkomst.

- Vi ved, at ferien er adgangsbilletten til at lægge hverdagen fra sig og slappe helt af, så man bliver den bedste version af sig selv. Man er den samme person, men ens mind-set er langt mere afslappet, når man er på ferie. Den person forsvinder desværre kort efter, at man er landet på dansk grund. Derfor har vi sat alt ind for at undersøge, hvordan vi forlænger feriefølelsen, siger Eva Lundgren.

Så hvis man gerne vil genopleve ferie-følelsen, er der al mulig grund til at lægge vejen forbi Spies’ rullende duft-laboratorium, der fra på torsdag og 10 dage frem besøger henholdsvis Odense, Kolding, Esbjerg, Herning, Viborg, Aalborg, Randers, Fredericia og Aarhus.

I laboratoriet kan man dele sine ferieminder med dufteksperterne, som så vil sammensætte et personligt kit af dufte, der bringer feriefølelsen tilbage.

Agenda Group har stået for konceptet - og videoen, som du kan se herunder, er skabt i samarbejde med Alexander Aude fra You Production.