Volkswagen viser sig fra sin følsomme side med en ny kortfilm – Generationer – der på godt og ondt fortæller historien om forholdet mellem en far og hans søn med udgangspunkt i en VW Boble fra 1979.

Den ikoniske bilmodel er ofte gået i arv fra generation til generation, og hvis der findes en bil, der gennem generationer har været i stand til at skabe refleksioner omkring minder, fortid og fremtid, så er det den.

Og det er netop baggrunden for Volkswagens nye content-baserede kommunikation, der kickstartes med en ny kortfilm i dag:

- En Volkswagen er for nogle bare et transportmiddel, men for mange er en Volkswagen også en del af deres familiehistorie. Mærket har været en del af danskernes liv gennem generationer, og det har skrevet sig ind i mange familiers liv og minder. Alene af den årsag gemmer der sig mange følelser i mærket, som vi synes fortjener at blive kommunikeret, siger Michael Stein, der er marketingchef Volkswagen Danmark.

Filmen er udviklet af Very i samarbejde med Thomas Pries og Sune Svanborg Sørensen og produceret af Shoot Happens.

Den handler om et konfliktfyldt forhold mellem en far og søn under en biltur, hvor sønnen netop har fået overdraget nøglerne til, hvad der har været faderens kæreste eje – en Volkswagen Boble fra 1979.

Nyt content-univers
Den godt seks minutter lange film har skuespillerne Torben Zeller og Christopher Poll i hovedrollerne, og den er ikke bare en følsom, filmisk fortælling – den er også første skud i ny content-baseret kommunikation fra Volkswagen, der skal sætte fokus på mennesket bag rattet og ikke teknologien under motorhjelmen.

- Filmens formål er at indlede samtalen om, at biler - og relationen til biler - ofte er meget mere end teknik og funktionalitet. Faktisk kan relationen til en bil have en meget stærk emotionel funktion, idet en bil ofte er udgangspunktet for oplevelser, minder og vores relationer til hinanden, siger Thomas Bjerg, CEO hos Very, og tilføjer:

-  I vores optik er det et stærkt udgangspunkt for kommunikation – ikke blot for at skabe involvering, men også som et stærkt differentieringsparameter i en kategori, der traditionelt er drevet af funktionelle budskaber.

Et centralt emne i filmen er far-søn-relationen, og man mærker, hvordan hovedpersonen tager ved lære af forholdet til sin egen far i forsøget på selv at blive en bedre version for sin søn.

Og netop dér ligger koblingen til Volkswagen, siger Michael Stein:

- Ligesom fædre er optaget af kun at tage det bedste med til næste generation, bestræber Volkswagen sig også på hele tiden at blive bedre. Bedre til at skabe biler, der bringer mennesker fremad, men også bedre til at forstå og fortælle hvem vi egentlig er.

Danskernes egne historier
På Volkswagens hjemmeside kan man se flere små film med historier om mennesker, der har en særlig kærlighed til deres Volkswagen.

For eksempel er der Gustav fra Ebeltoft, der samler på ældre modeller, som han restaurerer. Hans kæreste eje har han arvet fra sin afdøde ven – og så er der Carsten og Sussi fra Ulfborg, som i deres fritid driver Danmarks eneste VW & Retro Museum.

- Der findes enormt mange gode historier ude blandt Volkswagen-ejerne. Både små unikke fortællinger og historier, som vi alle kan nikke genkendende til, fordi det har referencer til vores egen historie. Derfor laver vi ikke bare en film, men et content-univers, som vi kalder ”Generationer”, for at skabe en platform for interessante historier -  både for de dedikerede Volkswagen-ejere og for resten af Danmark, siger Michael Stein.

På Volkswagens nye content-site kan du læse flere historier - og desuden møde co-instruktør Thomas Pries, der fortæller om, hvordan filmen handler om generationer på flere planer.

Mød også skuespillerne som fortæller om de erfaringer, de har gjort sig undervejs i projektet og ikke mindst minder fra deres eget liv, som filmens handling har vækket til live.

Se den nye film her – credits under filmen.

Credits

Bureau: Very
Produktionsselskab: Shoot Happens
Strategi og koncept: Very
Kampagneidé: Thomas Pries + Very
Filmidé: Sune Svanborg Sørensen
Kreativ direktør & Co-Instruktør: Thomas Pries
Manus & Instruktør: Sune Svanborg Sørensen