I fjor fejrede det københavnske fodboldflagskib FCK 25 års fødselsdag, hvilket blev fejret på behørig vis flere gange i løbet af året.

Jublilæumsåret blev rundet af med et ganske seværdigt stykke content i form af en lille jubilæumsfilm, der blev sendt på gaden kort før nytår.

Filmen er lavet af FCK-fans til FCK-fans, og den bærer meget passende titlen ”F.C. København 25 år”. Den handler nemlig om klubbens rejse, der begyndte, da B1903 og KB besluttede at gå sammen om at skabe et nyt københavnsk storhold.

Masser af bidrag

I filmen skildres årene, der har budt på såvel op- som nedture, og historien bliver bl.a. fortalt ved hjælp af en række FCK-koryfæer såsom Benny Johansen og Niels-Christian Holmstrøm.

Desuden har en lang række dedikerede FCK-fans været med til at skabe filmen, der er instrueret af Nicklas Hemming fra produktionsselskabet The Base.

Blandt de mest kendte er den Oscar-nominerede filminstruktør Tobias Lindholm, der har været konsulent på manuskript og speak, skuespiller Pilou Asbæk speaker filmen, mens Jens Ole McCoy fra Ukendt Kunstner har skabt filmens lydside.

Derudover bidrager andre profiler fra den danske reklamefilms-scene i skikkelse af bl.a. Stefan Pflug, der har været Voice Over-konsulent, Benjamin Muasya, der har produceret, mens Freezone, der bl.a. stod bag den prisvindende lyd i Stryhns Skurvognsfilm, har stået for lyddesignet.

Se filmen her efterfulgt af credits:

Credits:

  • Forfatter & instruktør: Nicklas Hemming
  • Producer: Benjamin Muasya
  • Konsulent: Tobias Lindholm
  • Director of Photography: Frederik Säll
  • Production Design: Benjamin Muasya
  • Komponist: Jens Ole McCoy
  • Manuskript: Nicklas Hemming
  • Voice Over-konsulent: Stefan Pflug
  • Sounddesing: Freezone
  • VFX: The Gentemen Broncos
  • Colorist: Lasse Macussen
  • Produktionsleder: Oliver Burton
  • Rekvisitør: Allan Scott
  • B-Foto: Thue Garde og Robin Holtz
  • Runner: Magnus Frølund Jørgensen
  • 2nd Unit: Nicholas Bluff
  • Executive Producer: Jes Mortensen