Hvordan mon det egentligt går (økonomisk) for de danske virksomheder?

Det får man et meget godt svar på ved at kaste et blik på lønudviklingen inden for salg og marketing. Modsat treårige overenskomster for andre privatansatte forhandles lønstigningen i salg og marketing nemlig typisk årligt, individuelt og er påvirket af den udbredte brug af præstationsløn.

Og hvor peger pilen så hen? Jo, ifølge fagforeningen Business Danmarks seneste opgørelse går det fremad.

I 2016 steg lønnen i virksomhedernes salgs- og marketingafdelinger således med 3,7 pct., mens forbrugerpriserne kun steg 0,3 pct.

Lønforhøjelsen er dermed tre gange højere end i 2015 og reallønfremgangen fem gange højere.

Vel ikke helt tosset?

Provisionslønnede stormer frem

Med en fremgang på fem pct. står ansatte på delvis provision for det største lønhop.

Der er tale om en rimelig og ansvarlig lønudvikling, vurderer Jens Neustrup Simonsen, landsformand i fagforeningen Business Danmark.

- Fremgangen svækker ikke konkurrencen, men afspejler, at de præstationslønnede bidrager til at øge omsætningen. De har fået et lille grundlønsløft, mens de har formået at øge provisionen hele 15 procent. Det vidner om en sund udvikling, der også kommer de fastlønnede til gode, som forrige år indkasserede en reallønstilbagegang, siger han.

Stigende formkurve

Tal fra Business Danmarks årlige salgsbarometer viste i januar, at to ud af tre i salg og marketing forventer, at deres virksomhed vil øge salget i 2017.

Samtidig forventer kun otte pct. et fald - en reduktion på 50-100 pct. sammenlignet med årene 2010-2014.

 - Salg og marketing er nogle af de første til at opdage, når konjunkturerne vender. Så når de melder om stigende salg, er der god grund til at være optimistisk på vegne af væksten og jobskabelsen i hele samfundet, siger Jens Neustrup Simonsen.

Analysen viser desuden, at lønnen til salgskonsulenter steg 5,9 pct., salgschefer 3,3 pct., marketingchefer to pct. og marketingkoordinatorer 1,8 pct. Lønnen for key account managers faldt derimod én pct.