Performance Marketing-bureauet QueryClick er i luften med en rapport, hvor spotlyset rettes mod den del af det digitale annonceindkøb, som foregår programmatisk.

Den del af det digitale økosystem har de seneste år lagt ryg til mange stryg, og der er efterhånden talrige eksempler på annoncesvindel, hvor onlineannoncer ikke ses af menneskeøjne, men blot af bots.

Senest afslørede danske Adform et gigantisk fupnummer, der har snydt annoncører og medier for millioner af dollar siden august via bot netværket HyphBot.

Undersøgelsen tager fat i problematikken ved at koble kommentarer fra ledende branchefolk med en undersøgelse af de største udfordringer, virksomhederne i dag står overfor på programmatic-fronten.

Dyb skepsis

Den omfatter 150 britiske CMO’er, eCommerce-direktører og digitale topfolk fra brands med over 100 mio. pund i årlig omsætning. Næppe overraskende viser den en stigende skepsis over for programmatiske annonceindkøb.

Fire ud af 10 (41 pct.) har således mistet tiltroen til programmatic, og deres skepsis bunder i flere ting: Blot 40 pct. tror, at over halvdelen af deres onlineannoncer i løbet af det seneste år er blevet set af mennesker, og kun syv pct. tror, at flere mennesker end robotter har set deres onlineannoncer.

Dertil kommer, at otte ud af 10 er bekymrede for, at deres onlineannoncer havner på websider relateret til terror, som bl.a. Waitrose og Mercedes-Benz har oplevet det.

En ud af fem (22 pct.) vil reducere programmatic-budgettet på den baggrund samt bekymringer over pris og performance.

Du kan selv læse meget mere i rapporten (PDF)