Nogle co-produktioner smager bare bedre end andre – og en aktuel en af slagsen mellem Carlsberg og det danske cykelbrand Velorbis smager både af frisk luft og en kold pilsner.

De to brands er således gået ind i et nyt samarbejde, skabt i kølvandet af den store interesse for både Danmark, Carlsberg - og ikke mindst den cykel, som skuespilleren Mads Mikkelsen i rollen som filosof kørte på i filmen - siden kampagen ”The Danish Way” blev lanceret sidste år.

Ideen bag kampagnen er enkel: Er man over 18 år, kan man leje en original Carlsberg-cykel hos Velorbis.

Og når cyklen afleveres tilbage, står der en iskold Carlsberg klar som en velfortjent afslutning på cykelturen i København.

Dermed virkeliggøres de magiske cykelture fra reklamefilmene for danskerne og turister, der besøger København denne sommer.

The Danish Way

Da Carlsberg lancerede ”The Danish Way” var målet at genoplive og positionere Carlsberg i Storbritannien.

Men kampagnen og Mads Mikkelsen, der i reklamerne spiller rollen som en moderne dansk filosof, tog de fleste af Carlsbergs markeder med storm, og kampagnen er nu på vej i de fleste af Carlsbergs markeder.

- Rigtig mange har set Mads Mikkelsen cykle rundt som moderne filosof i København, mens han fortæller om vores traditioner og den nære forbindelse mellem Carlsberg og danskerne og Danmark.

- Derfor gik vi sammen med Velorbis, så danskerne og turister har mulighed for at opleve byen fra cykelstien, og slutte turen af med en hyggelig skål i en kold Carlsberg, ligesom Mads Mikkelsens cyklende folosof gør det i filmene, fortæller Jeppe Boel, der er marketingchef for Carlsberg i Danmark, og tilføjer:

- Vi gør det for at illustrere, at danskerne har tradition for at cykle og lade bilen stå og nyde en kold pilsner. Det er jo netop The Danish Way”.

Carlsberg cykler også selv

Ud over filmenes små detaljer om, at danskerne er et lykkeligt folk og gode til at dele, så illustrerer de to reklamefilm også vores tradition for at cykle.

Ifølge Transportvaneundersøgelsen fra maj 2018 er danskernes brug af cykel således en langt mere central del af det samlede transportbillede end andre steder i verden, og Carlsberg bidrager i øvrigt selv til den erhvervsmæssige brug af cyklen.

Siden bryggeriet lancerede sit globale bæredygtighedsprogram Together Towards ZERO i maj sidste år, har de grønne Mads Mikkelsen-cykler fra Velorbis stået klar, så alle medarbejdere nemt kan cykle til møder ude i byen og på den måde være helt CO2-neutrale. 

- De fleste af os, tager helst cyklen, og det er helt i tråd med Carlsberg-gruppens målsætning om at få vores CO2-udslip ned på et nul fra alle vores bryggerier inden 2030, og udelukkende benytte os af 100 procent vedvarende energi inden 2022, siger Jeppe Boel.

- Det gælder virkelig om at tænke nye veje, og samarbejdet med Velorbis er et konkret eksempel på, hvordan vi kan tage dette emne op med forbrugerne.

Ikke første gang

Det er i øvrigt ikke første gang, Carlsberg samarbejder med Velorbis.

I forbindelse med sit 170 års jubilæum sidste år, lancerede bryggeriet verdens første bar drevet af en vindmølle, men når det er vindstille, kan baren holde pilsnerne kolde ved hjælp af en integreret Velorbis cykel, som brugerne kan bruge til at generere strøm til baren.

Så hvis man har lyst til en tur på en specialdesignet Velorbis-cykel – og en kold pilsner – så ligger Velorbis Concept Store på Frederiksborggade 31 i København.

Kampagnen aktiveres i samarbejde med bureauet Yellow blandt meget andet på de sociale medier, med konkurrencer og via outdoor - og du kan se den nye kampagnefilm lige her.