Det er 11 år siden, at rygeloven blev indført i Danmark. For mange af os føles det ikke som særlig længe siden.

Måske er det derfor, der ikke er lavet betydelige ændringer i tobakslovgivningen siden dengang. Tiden flyver som bekendt.

Men de lande, vi normalt sammenligner os med, har i samme periode lavet mange tiltag og er i modsætning til os lykkedes med at nedbringe antallet af unge rygere.

Nu er viljen til reel forandring også kommet til Danmark.

En betydelig bevægelse

– Det er præcis et år siden, at Røgfri Fremtid blev grundlagt. Vi lancerede med filmen ”Talen”, hvor en lille dreng tager ordet foran en stor sal med voksne – og samtidig tog han ordet foran hele Danmark og blev set næsten 2,5 mio. gange, fortæller Morten Fabricius, kontaktchef hos & Co.

Siden da er bevægelsen Røgfri Fremtid vokset med over 70 partnere.

– Tilslutningen til Røgfri Fremtid er overvældende, og hver uge taler vi med nye potentielle partnere. Det viser, at vi er mange, der ikke vil give tobakken videre til næste generation. Og Røgfri Fremtid er en platform, hvor vi sammen giver vores budskaber ekstra kraft, siger Trine Heidemann, underdirektør i TrygFonden.

Tid til at vise alvoren

– Røgfri Fremtid har momentum, men tid har det jo med at flyve, og det er så uendelig vigtigt, at vi får omsat noget af al velviljen til handling ... og hellere i dag end i morgen, fortæller Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef ved Kræftens Bekæmpelse. ”Vi er nødt til at vise alvoren, og vi er nødt til at vise, at vi er mange, der vil det samme”.

Derfor handler den nye kampagne om at huske at ændre noget, mens tid er.

– Langt de fleste danskere ønsker ikke at give tobakken videre til den næste generation. Faktisk er vi oppe på, at 9 ud af 10 bakker op om en røgfri fremtid. Det står i skærende kontrast til det faktum, at der hver 36. minut er et barn eller ungt menneske, der ryger den første cigaret.

– Lige nu tager den ene dag den anden, uden at nogen gør noget ved det. Hvis vi ikke som samfund gør noget konkret ved vores syn på unge og rygning, så vil det ikke ændre sig, supplerer Susanne Bjærge i en parafrasering over kampagnens grundbudskab.

– Hvis vi ikke ændrer noget, er der ikke noget, der ændrer sig.

– Kampagnen Tiden Flyver er et opråb til handling. Filmen fortæller, hvordan tid føles forskelligt for børn og voksne. For de fleste voksne farer månederne og årene af sted, men i børnenes verden kan der ske store forandringer på en eftermiddag. Det kunne vi voksne lære noget af, fortæller Morten Fabricius som introduktion til den nye kampagne, som forhåbentlig i mange sammenhænge og formater kommer til at præge samfundsdebatten om tobak fremover.

Se filmen her efterfulgt af credits:

Credits:
  • Bureau: &Co. / NoA 
  • Produktionsselskab: Newland (main), &Co.
  • Production Producer Newland: Arlette Walsøe
  • Instruktør: Tore Frandsen
  • Producer &Co.: Filippa Borg
  • Kreativ Direktør: Robert Cerkez
  • Art Director: Rune Petersen
  • Tekstforfatter: Johan Køhler
  • Social Media Planner: Nynne Sille Hansen
  • Kontaktchef: Morten Fabricius
  • Projektleder: Daniella Jansler

Læs mere om Røgfri Fremtid her og bliv partner her.