Mange danske annoncører har stadig vanskeligt ved helt at gennemskue reglerne i markedsføringslovens §14 a - den paragraf, der siger noget om, hvad man må - og ikke må - når man vil reklamere for lån og kreditter til forbrugere.

Der understreger stribevis af politianmeldelser, næser og bøder gennem de senere år til låneudbyderne selv eller virksomheder, som sælger deres produkter finansieret.

Alene i de seneste tre år er der udstedt bøder til 17 virksomheder for at overtræde reglerne om markedsføring af lån.

Oven i de allerede afsluttede bødesager verserer lige nu ni sager, hvor der enten ikke er givet tilstrækkelige kreditoplysninger, eller hvor oplysningerne ikke er givet tydeligt nok.

Så for at hjælpe annoncørerne til at overholde loven har Forbrugerombudsmanden offentliggjort en vejledning, der fortæller, hvordan markedsføringslovens § 14 a. skal fortolkes.

Vejledningen henvender sig til alle erhvervsdrivende, der reklamerer for lån til forbrugere - fx billån, forbrugslån, kassekreditter og kviklån.

Vejledningen henvender sig ligeledes til både låneudbyderne selv og til virksomheder, som sælger deres produkter finansieret - eksempelvis cykel- og bilforhandlere, tandlæger, optikere eller hvidevareforhandlere.

Vejledningen gennemgår i detaljer, hvornår § 14 a gælder, hvilke oplysninger der skal gives, og hvordan de skal fremstå i markedsføringen, og der gives konkrete eksempler på, hvad der er lovligt og ulovligt.

- Forbrugerne skal kunne sammenligne kreditmuligheder og have mulighed for at træffe beslutning om lån på et oplyst grundlag. Derfor skal erhvervsdrivende vise de lovpligtige kreditoplysninger klart, tydeligt og på en fremtrædende måde, når de reklamerer for lån, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Hun tilføjer, at problemet - på trods af de senere års bøder for ulovlig markedsføring af lån - ser ud til fortsat at være udbredt:

- Så jeg håber, at vores nye vejledning både kan øge virksomhedernes kendskab til oplysningspligten og skærpe deres opmærksomhed på at overholde reglerne, når de markedsfører lån og kreditter til forbrugerne.

Vejledningen bliver løbende revideret, efterhånden som der kommer ny praksis fra domstolene eller Forbrugerombudsmanden, og du kan hente den her.

Hvis du vil være opdateret på det seneste indenfor markedsføringsloven kan du se Dansk Markedsførings jurakurser her