B2C-annoncørerne kan se frem til nye, stærkere segmenteringsmuligheder, når FK Distribution og Geomatic ved årsskiftet indleder samarbejdet om at levere adresseløse forsendelser til kunderne.

– Vi glæder os meget til at kunne tilbyde vores kunder segmentering af deres adresseløse forsendelser ud fra conzoom® og en lang række andre variable, fortæller analysechef Gitte Springborg, FK Distribution.

Samarbejdet betyder, at de mange millioner årlige forsendelser, FK Distribution leverer i danskernes postkasser, vil kunne segmenteres meget præcist.

Og det er godt nyt for de mange annoncører, der har tøvet siden udmeldingen om, at PostNord pr. 1. januar 2018 indstiller omdelingen af adresseløse forsendelser.

Derfor glæder det Geomatic og FK Distribution, at de med det nye samarbejde kan vise markedet, at adresseløse forsendelser fortsat er en væsentlig markedsføringskanal, og at de også fremover kan segmentere gennem FK Distribution – og nu med conzoom®.

– conzoom® og de variable, vi modellerer og arbejder med, er bedre end nogensinde før, og vi ser frem til at tilbyde dem til markedet i samarbejde med FK Distribution som eksklusiv segmenteringspartner, siger kommerciel direktør i Geomatic, Jonas Stone-Bjarup, der også forsikrer, at annoncører, der tidligere har brugt andre klassifikationssystemer, vil kunne få ”oversat” sine kundesegmenter til conzoom®.