Det hører til sjældenhederne, at en virksomhed går ud og opfordrer til, at man holder op med at købe og bruge deres produkter.

Ikke desto mindre gik tobaksgiganten Philip Morris kort efter nytår ud med en kampagne i Storbritannien, hvor man i helsidesannoncer i en række aviser meddelte, at man var i gang med at forsøge at holde op med at ryge.

Philip Morris går desuden ud og tilbyder støtte til britiske lokale rygestopkurser, ligesom man vil søge godkendelse fra regeringen til at indsætte oplysninger om rygestop i cigaretpakkerne. Og så har man lanceret webstedet smokefreefuture.co.uk, hvor briterne kan få gode råd og hjælp til rygestop.

Men har Marlboro-producenten da helt tabt sutten?, vil nogen sikkert spørge. Og nej, det har man ikke, og der er da også en forretningsmæssig mening med ”galskaben”.

Også i Danmark

Annoncerne og initiativet er således en del af Philip Morris’ globale mission, hvor man sigter efter at hjælpe folk til at stoppe med at ryge de traditionelle cigaretter og i stedet erstatte dem med røgfri alternativer.

Den britiske annoncetekst siger bl.a.:

- Philip Morris er berømt for cigaretter. Hvert år stopper mange rygere med dem. Nu er det vores tur. Vores ambition er at stoppe med at sælge cigaretter i Storbritannien. Det bliver ikke let. Men vi er fast besluttede på at gøre vores vision til virkelighed.

Initiativet har fået en del medie-opmærksomhed – bl.a. på BBC og CNN – og også i Danmark arbejder Philip Morris på at flytte de rygere, der ikke ønsker at stoppe, over på alternative og røgfrie produkter.

Ét af disse produkter hedder IQOS og bruger i modsætning til e-cigaretter rigtig tobak, men varmer det op i stedet for at brænde det.

Har en rolle at spille

Philip Morris’ egne undersøgelser viser, at når man med IQOS fjerner forbrændingen, så ses en gennemsnitlig reduktion i dannelsen af skadelige eller potentielt skadelige stoffer på op imod 90-95 pct. sammenlignet med en almindelig cigaret.

Tobaksgiganten er dog fortsat forsigtig med at konkludere på selve risikoen, før man er længere med forskningen, men man antyder forsigtigt, at produktet formentlig er mindre skadelig end at ryge cigaretter.

Charlie Stjerneklar, der er Manager for Regulatory Affairs hos Philip Morris Danmark, siger:

-. Vi tror på, at vi som virksomhed har en vigtig rolle at spille for at udvikle røgfrie alternativer bygget på videnskab til de voksne rygere, der ikke ønsker at stoppe med tobakken. Og vores tal viser, at næsten fire millioner rygere på verdensplan er stoppet med at ryge cigaretter ved at erstatte dem med IQOS.

De tobaks-dampende produkter fås herhjemme i udvalgte kiosker og flere 7-Eleven-butikker samt online.

Du kan se den britiske helsidesannonce fra Philip Morris som PDF herunder.