Normalt kender vi ham som Tyrion Lannister – fadermorder, horkarl og skarpt tænkende charmetrold med hjertet på rette sted – i den populære HBO-serie Game of Thrones (GoT).

I den virkelige verden hedder skuespilleren Peter Dinklage, og lige op til sæsonafslutningen på kultserien i år trådte han ind på reklamescenen som en moderne vismand, der forsøger at forklare noget, der er (næsten) ligeså komplekst som GoT-universet.

Det sker i en dyster reklamefilm for amerikanske Cisco, hvor han på en gåtur gennem London taler om – og filosoferer over – Ciscos nye netværk ”The Network. Intuitive.”, der blev lanceret i juni måned, og om ”en ny æra i internettes udvikling”.

En æra, hvor netværket ved hjælp af kunstig intelligens konstant lærer og tilpasser sig en verden, der hele tiden ændrer sig og er fuld af trusler.

Det gør han godt, selvom en kritiker eller to nok vil mene, at bekymringerne fylder lige vel rigeligt i talestrømmen i forhold til de nye og spændende muligheder, teknologien også har at byde på.

Ogilvy er bureauet bag

Det hele bliver tilmed ganske ukonkret, men nu er der heller ikke tale om en produktvideo, der forsøger at beskrive de finere raffinementer i Ciscos switche og platforme, men snarere en brandingfilm for den amerikanske netværksgigant og dennes evne til at bekæmpe cyberkriminalitet.

- For at hjælpe virksomheder med at forstå, hvilke muligheder Ciscos netværk har at byde på, så har de brug for at høre om disse innovationer på en enkel og relaterbar måde, forklarer Ciscos CMO, Karen Walker, da også i et blogindlæg i forbindelse med lanceringen af videoen.

Her fortæller hun også, at Cisco udviklede ideen i samarbejde med selskabets reklamebureau, Ogilvy, og at Tyrion Lannister, aka Peter Dinklage, er den helt rigtige frontfigur i videoen.

- Peter Dinklage er den perfekte budbringer af vores budskab på grund af hans globale berømmelse og evne til at fortælle på en modig, intelligent og fængslende måde, forklarer Karen Walker.

Se den omtalte film her: