Somme tider er det enkle også det bedste. Den store fortælling kan godt kommunikeres uden lange film. Det mener de på fem af de otte TV 2-regioner, der har søsat op mod 50 videoer, der endnu ikke er offentliggjort, men bliver det hen ad vejen.

– Vi har valgt at lave en fælles kampagne for sammenhængskraften i Danmark, fremfor at lave en kampagne for vores individuelle medier og områder, siger Morten Kjær Petersen, direktør på TV 2 Lorry.

Kampagnen "Det vi har sammen" er igangsat af fem regionale tv-stationer, nemlig TV Syd, TV2 Østjylland, TV 2 Lorry, TV Øst og TV 2/Bornholm. De tre andre regioner er allerede i marken med kampagner.

Er ”sammenhængskraften” ikke et uldent begreb?

– Nej, ikke når vi er afsendere. Det er nemlig nemt at skabe splittelse, at positionere sig skarpt og distanceret sig fra andre, men det er ikke det, som det regionale system er sat i verden til at gøre.

– Vi er borgere og journalister, der holder et skarpt og kærligt øje med det, vi har sammen, og derigennem er vores rolle defineret, ligesom bagerens eller cykelsmedens. Vi bidrager på lige vilkår til fællesskabet med vores arbejde. 

Knopskydning med mere end 50 film

Prøv at uddybe, hvad I vil?

– Vi vil gerne vække glæden, stoltheden og sammen mærke og bemærke vigtigheden af det, vi har sammen i Danmark. Der er en kæmpe sammenhængskraft, som bygger på tillid og tro på hinanden.

– Lige fra ekstranøgler hos naboen til kæmpestore byfester, som f.eks. Distortion. Nogle gange glemmer vi, hvor meget vi har sammen. Alt kan lade sig gøre, når vi husker det, fortsætter Morten Kjær Petersen. 

Derfor de mange mindre film?

– Ja, vi endte med at gå vejen, hvor vi ikke laver én stor film med et samlet tryk, men en kampagne, der knopskyder i over 50 individuelle film, der hver især knytter sig tæt til en gruppe mennesker.

– Vi håber, at seerne kan genkende sig selv, føler sig set og fejret, samt får en film, de kan bruge til art vise deres stolthed til andre, slutter Lorry-direktøren.

Man skal jo mærke medier

Manden bag eksekveringen siger:

– Jeg har arbejdet rigtig meget med markedsføring af programmer, kanaler og kanalpakker, uddyber Patrick Bay Damsted, der er instruktør på filmene.

– Rigtig meget af mediemarkedsføringen er skemalagt og regelbundet, og derfor kan man ikke rigtig mærke den. Og det er problemet, når vi taler om et produkt, som primært er en oplevelse. Et medie er jo lige netop noget, man skal kunne mærke og knytte sig til. 

– Man må godt i dag via sociale medier skabe en kompleks indrykningsplan med mange nære film. Det skal være et rent og samlende budskab, og det må godt ruske i hjertet af stolthed, når man opdager at ens regional taler brugerne og området op, fordi det er det, vi har sammen.

– At markedsføre de fem regionaler, som jo for en del danskere er uopdagede perler af nytænkning og modig medieproduktion, er en gave. Det er en kæmpe fordel for Danmark, at der sidder 60 mennesker forskellige steder i Danmark – fra Kolding til Aarkirkeby – og fortæller om de danskere og det Danmark, som omgiver dem og som de selv er borgere i.

– Og det er faktisk kernen i budskabet: "Dét der gør os ens og samtidig forskellige. Det er dét din regional holder et skarpt og kærligt øje med," slutter Patrick Bay Damsted.

Her er et par eksempler fra kampagnen:

For TV Syd:

For TV 2 Østjylland: 

Kampagnen kan løbende følges på YouTube.