Carlsberg har været sponsor for det danske fodboldlandshold siden 1978, og med dagens meddelelse om, at man nu forlænger aftalen med DBU, sættes der ekstra fokus på fansene og oplevelsen til landskampene.

En del af den aktivering, der planlægges, har som tidligere den såkaldte stemningspulje som omdrejningspunkt - en pulje, som fansene kan søge om støtte fra, og der er hos begge parter glæde over den nye aftale.

- Carlsbergs samarbejde med landsholdet går mange år tilbage, og vores nye partnerskab er udtryk for den stærke forbindelse, der er mellem os. Aftalen, vi har lavet, er et godt eksempel på, at vi fortsat investerer i vores brands, men samtidig hylder fansene og kulturen omkring fodbold med stemningsskabende tiltag, der forbedrer hele oplevelsen omkring landskampene, siger Peter Giacomello, sponsorchef for Carlsberg i Danmark, og tilføjer:

- Fodbold vil altid være en del af Carlsbergs DNA, og vi glæder os til at støtte landsholdet og dets nye træner gennem #CarlsbergFORFAN kampagnen og andre initiativer.

Styrker relationen til fans

Og hos DBU er glæden over det forlængede samarbejde om fokus på fansene og oplevelsen til landskampene også til at få øje på.

DBU’s kommercielle direktør Katja Moesgaard, siger:

- I DBU arbejder vi benhårdt på at styrke relationen til vores mange passionerede fans og lytte til dem for at sikre den bedst mulige stemning til landskampene. Carlsberg arbejder både målrettet og innovativt med netop den målgruppe, og derfor er det en aftaleforlængelse, der giver rigtig god mening. Vores fælles ambition er at skabe masser af unikke oplevelser og værdi for vores fans i forbindelse med vores landskampe.

Og Stemningspuljen har da også i de senere år sikret masser af fan-aktiviteter og -oplevelser.

Nationalmelodi og tifo’er

I løbet af den seneste kvalifikation begyndte fansene eksempelvis at synge nationalmelodien i det 87. minut på stadion. Det initiativ kom fra en fan, der søgte om penge til at producere flyers og fordele dem på stadion, og er nu blevet en fast tradition, der sætter skub i stemningen i kampens vigtige slutfase.

Stemningspuljen har også finansieret tifo’er til samtlige hjemmekampe og flotte rammer under U21-EM i Prag, og det har tilsyneladende haft målbar effekt på tilskuerne:

DBU udsender således, efter hver landskamp, en spørgeskemaundersøgelse til tilskuerne, og her har fansene vurderet, at stemningen til landskampene er løftet med 25 procent fra VM-kvalifikationen 2013/14 til EM-kvalifikationen 2015/16.

En ny film - Danmark ForFan - er sluppet løs i anledning af det forlængede sponsorat - Yellow har kreeret den - og du kan se den her.