KLUMME: Vi kender hybridbiler. De kører på el og brændstof og leverer transport. Men færre kender nok til hybridbureauer.
 
De kombinerer de klassiske bureau-kompetencer inden for kreativitet og produktion med dyb viden om den digitale platform - og leverancen er kommunikation. 
 
Og helt i lighed med, at hybridbiler er fremtiden på deres marked, er hybridbureauerne det på markedet for kommunikation.
 
Vi kommunikerer hver dag med andre og bliver endnu tiere kommunikeret til.
 
Vi bliver mødt af ganske mange reklamer i f.eks. TV, radio,biografer, hvor vi handler og færdes, flyers, aviser og blade og - ikke mindst online i bred forstand.
 
Kreativitet er X-factoren
 
Så hvad gør vi som som bureauer? Det er jo vores job at sikre, at kommunikationen virker. Personligt er jeg stadig af den overbevisning af kreativitet er det som skaber X-factor forskellen. 
 
Men ingen stærk kreativitet uden stærk strategisk og taktisk forståelse - og hvordan ligger landet der? 
 
En god strategi er i stand til at fungere på tværs af alle platforme. Både analogt og digitalt.
 
Derfor har vi fået denne nye kategori af hybridbureauer, der arbejder med at integrere kommunikationskoncepter i begge verdener og samtidig forbinde salgs- og kommunikationsprocesser. 
 
Det er i min optik her fremtiden og mulighederne befinder sig.
 
Det er heldigvis ikke en holdning jeg står alene med. Den amerikanske forfatter og marketingguru, Paul Roetzer, har skrevet bogen ”The Marketing Agency Blueprint”.
 
Her beskriver han et fremtids-scenarie med et begrænset antal bureautyper, hvor hybridbureauet er den store vinder. 
 
Riv siloerne ned
 
I min optik er en af årsagerne til at hybridbureauet er en vindermodel, at den skaber stor værdi for kunderne - og faktisk merværdi. Hvad mener jeg med det? 
 
Jeg mener, at i og med at hybridbureauet har alle kompetencer under ét tag, og arbejder ud fra en tværgående proces bliver holdet altid sat efter opgavetype og udfordring.
 
Siloerne er brudt ned, det er rette kompetencer på rette tid og sted og med kundens bedste i fokus. 
 
Evnen til at binde den analog og digitale verden sammen kommunikativt, strategisk og rådgivningsmæssigt. Det er en langt mere effektiv og fleksibel proces. 
 
Jeg arbejder selv i et bureau, der er nået så langt i omstillingsprocessen, at vi i dag ser os selv som 100 pct. hybridbureau. Men vi stopper ikke der, for konstant udvikling er afgørende. 
 
Vores kunders kunder, forventer mere og forlanger en højere grad af indsigt og fokus på dem - og det gør vores kunder også. De vil have fuld valuta for deres marketinginvestering.
 
Farvel til specialist-bureauer
 
Vi har derfor taget det første store opgør, mange andre stadig står over for. Og det har ikke kun været et opgør internt - det har også været et opgør med kunder og markedstankegangen, hvor flere bureauer, med hver deres kompetence, kæmper for at gøre deres niche til det afgørende punkt i kampagnen eller opgaven.
 
Og netop den traditionelt store spredning af bureau-partnere er, som jeg ser det, vejen til en ægte lose/lose situation.
 
Kunderne får ikke det optimale ud af deres strategiske målsætning, tanker og budget, og bureauerne mister tillid og ikke mindst omsætning.
 
Derfor er jeg så stor tilhænger af hybridbureau-tanken, hvor der kun er ét bureau med interesse i at placere opgaven og udfordringer hos de medarbejdere, der vil skabe de bedste resultater for kunden. 
 
Og vi kan nok alle blive enige om, at det er resultater der gør, at kunderne kommer igen og bliver. 
 
Mindre kanal-tankegang, tak.
 
Set fra både bureauets og kundens perspektiv er det glædeligt, at fremtidens hybridbureauer i højere grad har evnen og viljen til at tænke mere kanal og ikke mindst kompetence-uafhængigt - for de kan det hele. 
 
Det giver mere kompetent og mere ærlig rådgivning, for ikke alle udfordringer kalder på en 100 pct. løsning af den ene eller anden karakter, det være sig online eller offline.
 
Eller sagt på en anden måde, ikke alle udfordringer ligner pludseligt et søm, der skal slås i, og svaret er derfor heller ikke en hammer, fordi det nu er det, man har.
 
Det er derfor hybridbureauets fornemmeste opgave at formidle en samlet, kompetent og ærlig rådgivning om kommunikation, budskaber og kanaler, så vi sikrer at kundens strategi bliver hjulpet bedst muligt videre, uafhængigt af hvad vi nu har på hylderne. 
 
I lighed med detailhandlens og internettets servicekoncepter, hvor kunderne kommer mere og mere i fokus, kræver det, at vi som bureauer tager et kig på, hvad kunderne reelt har behov for og tilbyder de bedste løsninger - også i forhold til bureautyper.