KLUMME: To nye love fra EU vil få store konsekvenser for mediemarkedet, hvis de bliver vedtaget på torsdag af Europa-Parlamentet.

Artikel 13 vil betyde, at et stort anlagt copyright-filter skal tjekke alle videoer, billeder m.m. For overtrædelser af copyrights, når de bliver lagt på YouTube, Instagram og lignende sociale medier. Artikel 11 vil betyde, at man fremover skal have tilladelse fra mediet, før man kan dele et link til en artikel på Facebook eller lignende.

Og hvis alt går sin vante gang og eksperterne får ret, så styrter internettet og den frie presse i grus, når Europa-Parlamentet gummistempler den nye EU-lov om ophavsret, kaldet Copyright-direktivet, den 5. juli.

Går loven igennem, som den står beskrevet, betyder det da også både upload-filter på alle platforme, herunder Youtube, Facebook, Reddit, Pinterest og Instagram, der realtime skanner for ophavsretlige krænkelser – og en link-afgift!

Lad os dykke ned i de spændende sager EU har i tankerne. Ophavsretsloven på EU-plan har ikke fået en overhaling siden 2001, og der er sket en del siden da, ikke mindst teknologisk. Så nogen ville måske sige, at det var på tide, den fik en tur.

Dog går lovens Artikel 11, der omhandler en afgift på uddrag og Artikel 13, der omhandler Content ID filtering af alt online indhold på sociale platforme, måske lige et skridt videre, end hvad godt er.

Indholdsfilter til alle - Artikel 13

Artikel 13 er den tekst, som har fået mest opmærksomhed, blandt andet fra 70 internet og teknologieksperter, herunder stifteren af internettet Tim Berners-Lee, der i et åbent brev kritiserer forslaget.

Artikel 13 handler om copyright på indhold på internettet og påbyder platforme at have ”indholdsgenkendelsesteknologier” på plads for at undgå ophavsrettighedskrænkelser.

Lovteksten nævner ikke specifikt et filter, men formålet med ”teknologien” kan nærmest kun betyde Content ID filter.

Det vil sige, at du i fremtiden vil møde et filter, der skanner alt indhold, du ønsker at uploade på sociale platforme mod copyright databaser. Indhold betyder i denne sammenhæng alle værker; som musik, billeder, kode, skrift, etc.

Det vil for eksempel sige, at det meme du har lavet, ikke kan uploades, hvis det bliver genkendt som indeholdende copyrightet materiale. Det samme gør sig reelt gældende for dit sjove feriebillede med det skæve tårn i Pisa og videoen af den menneskerettighedsdemonstration, du deltog i i weekenden, fordi der er nogen, der spiller ”We are family” højt i baggrunden.

Farvel til virale kampagner?

Paragraf 13 vil også være udfordrende for reklame- og PR-kampagner, der er forberedt til at gå viralt.

Her vil kampagnen måske slet ikke vil kunne uploades overhovedet, fordi den fanges af et filter, der skiller enten billeder, lyd eller tekst fra, som ved et tilfælde eller overlagt ligner beskyttet materiale.

For imens Google har og bruger teknologien Content ID-filtrering, så er robotterne, der driver teknologien, historisk set ikke særlig gode til det.

Filtrene kan pt. slet ikke gennemskue parodi, ironi, rettigheder til gengivelse af historiske begivenheder, hensigt eller kulturel subtekst – kort sagt alle værktøjer, som flittigt bruges i både PR og reklameøjemed.

Der er eksempler på, at en en video med fuglekvidder er blevet afvist som upload på YouTube, fordi lignende fuglekvidder er blevet fundet i baggrunden af et stykke elektronisk musik.

Og Nasas månelandingsvideo, som jo kun kan være knipset af Nasa selv, er blevet fanget i Content ID filtret, fordi det har været på en nyhedstjeneste som nyhed.

Link-afgift – Artikel 11

Den anden artikel i den foreslåede lovgivning, som er bekymrende, er Artikel 11, der omhandler en afgift på links.

Ja, dem vi copy-paster ind i vores social media feeds og diskuterer i forskellige online netværk. For at danne en snippet (to linjer introtekst og et lille billede) af en helt almindelig nyhedsartikel, skal der ud fra lovforslaget laves en aftale med ophavsrettighedshaveren, hver gang og uden undtagelser.

Det vil sige, at for eksempel Google, Facebook eller et andet og mindre netværk eller blog skal have en obligatorisk videreformidlingsaftale og højst sandsynligt betale en afgift for at kunne linke til artiklen og bruge en snippet.

Google og Facebook har formentlig råd til at lave sådanne aftaler uden at involvere brugerne i første omgang, men det har mindre nyhedsformidlere, bloggere, samarbejdsplatforme, nyhedsformidlere, medieovervågningsvirksomheder etc. ikke nødvendigvis.

Der er desuden en reel chance for, at Google og de andre store spillere bare siger nej tak og lukker ned, som de gjorde i Spanien i 2014, da der blev forsøgt med lignende lovgivning.

Det var ikke en stor finansiel eller journalistisk succes for spanske medier, som kun kunne se til, mens delingen af deres indhold ramte nye lavpunkter. Og spanske redaktører er da også nogle af de første er da også nogle af de første til at kritisere Artikel 11, ligesom 169 europæiske akademikere i et brev til kommissionen også advarer mod forslaget med henvisning til blandt andet erfaringerne i Spanien.

Copyright på avisoverskrifter

En anden bekymrende del af artiklen er, at copyrighten ikke kun omfatter specifikke og originale titler som for eksempel ”Vanillepigen” men også faktuelle avisoverskrifter som fx ”Løkke møder Trump i Washington”, hvilket kan bruges til at blokere tredjepartsnyheder.

Taget til ekstremer kan et scenarie udspille sig således; Hvis en offentlig person ved, at der er en kritisk historie på vej i medierne, jamen så er det bare at blokere de overskrifter, man tænker vil skulle bruges, for eksempel ”Minister i bilagsskandale”.

Og vupti! Man har amputeret pressens naturlige kritiske indsats på historien – og mens man skændes om copyright i retten, passerer sagen forbi i stilhed.

Copyrighten på ordlyden på den enkelte snippet er i øvrigt gyldig i 20 år talt fra første januar i året følgende udgivelsesdatoen.

Loven er i sin nuværende formulering problematisk, fordi den er vagt formuleret og muliggør politisk betinget forskelsbehandling og effektivt kan stoppe den frie presses funktion ved at lægge bånd på ordlyden af overskift og indhold og forhindre dens virale spredning.

Eksperterne mener at loven i praksis højst sandsynligt vil favorisere de store mediehuse, da de har volumen til at lave økonomisk nuancerede aftaler på forskelligt indhold. Afgiften på links (hvis pris ikke er specificeret fra centralt hold) kan i sidste ende, ende hos brugeren enten i form af betaling for opslag af enkelte nyhedshistorier eller Premium-kontomodeller til sociale tjenester.

Den nuværende EU-lovgivning om ophavsrettigheder er håbløst forældet og skal opdateres for at tilgodese ophavsmænd og -kvinder i den teknologiske tidsalder.

Og mediehuse og journalister skal, modsat tingenes nuværende tilstand, betales for deres arbejde, så vi kan opretholde en stærk presse med høj kvalitet – det er kun rimeligt.

Dog er Artikel 13 forud for sin tid på teknologisiden, og den kan åbne en Pandoras æske af implementeringsproblemer – og der ligger ingen rationel problematik til grund for at gennemføre Artikel 11, som den står, når der er så overvældende historisk belæg for, at ordningen ikke fungerer i praksis.

Der er sikkert fair-use regler og protokoller og undtagelser i andre EU-lovtekster, som man kan dække sig under, men undtagelserne er på nuværende tidspunkt ikke nævnt i hverken Artikel 11 eller 13, der kun nævner ”passende og forholdsmæssige”, hvilket ikke kan lade sig implementere i praksis, fordi IT i sin grundnatur har en enten/eller logik.

Begge artikler er derimod meget vagt formuleret, og de rum til fortolkning, begge efterlader, kan lede til dårligere vilkår for informationssamfundet og stå i vejen for adgang til og deling af nyheder og informationer over internettet, samtidig med at de rette bidragsydere ikke bliver tilgodeset.

Der må findes bedre løsninger.

Du kan læse de omtalte lovtekster herunder, eller se den samlede lovtekst her.

Artikel 11

Beskyttelse af pressepublikationer med henblik på digital anvendelse.

1. Medlemsstaterne sørger for, at udgiverne af publikationer indrømmes de i artikel 2 og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/29/EF fastsatte rettigheder til den digitale anvendelse af deres pressepublikationer.

2. De i stk. 1 omhandlede rettigheder berører på ingen måde rettigheder, der i henhold til EU-retten er indrømmet ophavsmænd og andre rettighedshavere med hensyn til de værker og andre frembringelser, der indgår i en pressepublikation. Disse rettigheder kan ikke påberåbes over for disse ophavsmænd eller andre rettighedshavere, og de må især ikke fratage dem deres ret til at udnytte deres værker og andre frembringelser uafhængigt af den pressepublikation, som de indgår i.

3. Artikel 5-8 i direktiv 2001/29/EF og direktiv 2012/28/EU finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår de rettigheder, der er omhandlet i stk. 1.

4. De i stk. 1 omhandlede rettigheder udløber 20 år efter udgivelsen af pressepublikationen. Denne frist beregnes fra den 1. januar det påfølgende år efter udgivelsesdatoen.

Artikel 13

Leverandører af informationssamfundstjenesters anvendelse af beskyttet indhold ved at lagre og give adgang til store mængder af værker og andre frembringelser, som uploades af deres brugere.’

1. Leverandører af informationssamfundstjenester, som lagrer og giver offentlig adgang til store mængder af værker og andre frembringelser, der uploades af deres brugere, træffer i samarbejde med rettighedshaverne foranstaltninger til at sikre funktionen af de aftaler, der er indgået med disse om anvendelsen af deres værker eller andre frembringelser, eller til at forhindre tilgængeligheden i deres tjenester af værker eller andre frembringelser, som er blevet identificeret af rettighedshaverne via samarbejdet med disse tjenesteudbydere.

Disse foranstaltninger, f.eks. anvendelsen af effektive indholdsgenkendelsesteknologier, skal være passende og forholdsmæssige. Tjenesteudbyderne sørger for, at rettighedshaverne får de nødvendige oplysninger om foranstaltningernes funktion og implementering, samt, hvor det er relevant, tilstrækkelige rapporter om genkendelsen og anvendelsen af værkerne og de andre frembringelser.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede tjenesteudbydere indfører klage og erstatningsordninger, som skal være tilgængelige for brugerne i tilfælde af uenighed om anvendelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1.

3. Medlemsstaterne fremmer, hvor det er relevant, samarbejdet mellem leverandørerne af informationssamfundstjenester og rettighedshaverne ved hjælp af interessentdialoger for at fastlægge den bedste praksis, f.eks. i form af passende og forholdsmæssige indholdsgenkendelsesteknologier, under hensyntagen til bl.a. tjenesternes karakter, teknologiernes tilgængelighed og deres effektivitet i lyset af den teknologiske udvikling.