Det Vestdanske bowlingkoncept Bowl'n'Fun styrker markedsføringen efter sommerferien, og til at rulle strategien ud har den Viborg-baserede virksomhed valgt Lysholm Reklame i Brøndby efter en bureaukonkurrence.
Hvorfor?
– Vi er begejstrede for det kreative oplæg, Lysholm præsenterede, og måske især tankerne om, hvor stærkt vores udvikling skal gå, siger Lene Høj Larsen fra Bowl'n'Fun.
Hun slår fast, at det virkede tiltalende, at Lysholm ikke foreslog en bragende indsats med et enormt ressourceforbrug for at nå resultater "hurtigst muligt."
– Et andet godt element ved Lysholms forslag var, at de ramte præcist, hvem vi er, og hvor vil vil hen. De forstod os enormt godt. Det er jo familien Danmark, vi sigter efter med bowling og hyggeligt samvær.
Familien Danmark?
– Vi signalerer glæde og runde følelser. Vi er sammen, vi hygger os, når vi bowler. Det er store varme følelser, vi gerne vil kommunikere, og Lysholm ramte plet, siger Lene Høj Larsen.
Kampagnen for virksomheden med 15 centre i Jylland og på Fyn indledes 1. september med reklamer på print, på busser, i radio og på tv, men dog ikke med et forsøg på at overvælde danskerne.
– Vi starter stille og roligt den 1. september og fortsætter i foreløbig to år. Så ser vi, hvordan vi er lykkes med kampagnen, slutter Lene Høj Larsen.
Hos Lysholm er man taknemmelig for opgaven.
– Det var jo en meget dejlig opgave med re-design af helt ny kreativ kommunikationsplatform med alt lige fra nyt logo med payoff til det overordnede tema for virksomheden, siger Mai-britt Jønsson fra Lysholm Reklamebureau. "Det har været rigtig spændende at skulle fortælle en varm og humoristisk historie om en ekspanderende virksomhed, og vi er da meget glade for, at Bowl'n'Fun valgte os.
Lysholm Reklamebureau har inden for de seneste seks måneder fået ny luft i maskinrummet med kunder som PensionDanmark, Nilfisk Advance, Chrisco og DeWalt.
cwl