SDC, det der i tidernes morgen hed Sparekassernes Datacentraler, er i luften med en ny open banking-platform til sine 120 bankkunder rundt om i Norden.

Kort fortalt dækker open banking over, at banker giver adgang til deres API’er, hvilket gør det muligt for tredjepartsudbydere at bygge programmer på baggrund af data fra banken. Dermed er vejen banet for at skabe nye tjenester.

BankNordik er den første bank under SDC, der har flyttet sin hjemmeside over på datacentralens nye Sitecore-platform, der ses som et nødvendigt skridt imod en API-baseret infrastruktur, forklarer Sille Stener, tidligere adm. direktør i reklamebureauet AdPeople og i dag områdedirektør i SDC med ansvar for bl.a. digital marketing og kommunikation.

- Bankerne har indset, at de har brug for en bedre og mere målrettet digital kommunikationsplatform, der kan rumme en masse nye funktioner, og som let kan tilpasses og udvides i takt med markedets og kundernes skiftende behov, siger hun.

- Og det er netop, hvad vores nye net- og mobilbank kommer til at kunne.

- Den sørger for, at vores bankpartnere får de samme infrastrukturelle muligheder som industriens største og sikrer, at vores bankers kunder får services på lige fod med kunderne hos de største banker som Danske Bank og Nordea, fortsætter Sille Stener.

Magnetix er bureaupartner

Med den nye Sitecore-platform er det i teorien kun bankernes egne forretningsvisioner, som sætter rammerne for, hvad der er muligt.

Platformen giver nemlig en række nye værktøjer til at opsamle og sammenholde viden om deres kunder samt mulighed for at udnytte disse indsigter til at skabe personaliserede oplevelser og tilbud i realtid til kunderne.

I tæt samarbejde med Dentsu Aegis-bureauet Magnetix er det SDC’s plan at give ikke mindst erhvervssiden af e-banken et markant kvalitetsløft:

- Vi har brugt rigtig meget tid på at analysere behovene hos vores erhvervskunder for at sikre, at de får et mere fuldkomment overblik over deres økonomi, fremhæver Sille Stener.

- Det betyder bl.a., at vores platform indeholder et enkelt og overskueligt dashboard, der samler alle erhvervskundernes bankforretninger ét sted, i ét digitalt univers. Samtidig løfter vi også brugeroplevelsen markant for privatkunderne. Med den nye platform får de et helt nyt e-bankstilbud med fokus på nem og høj anvendelighed i hverdagen, fortsætter hun.

Mindre bankvolapyk, tak

Med Sitecore-platformen får banker og kunder samtidig en ny kommunikationskanal, der fungerer som supplement til den personlige rådgivning, som fortsat er en af bankernes helt store styrker.

Og lige netop rådgivningselementet har været særligt i fokus hos BankNordik, der har brugt platformens mange muligheder til at skabe deres bud på den gode bankoplevelse.

- For os har det været vigtigt at skabe en bank, der er i øjenhøjde med kunderne, og som bryder med al det bankvolapyk, som mange kunder oplever i dialogen med deres bank. Vi vil levere rådgivning, som alle kan forstå.

- Derfor har vi på brugt tid på at udvikle en masse brugbare redskaber til vores kunder, der samlet set skal gøre dem mere trygge og komfortable med deres økonomi, siger Lise-Lotte Roed Rasmussen, der er projektleder og digital marketingspecialist hos BankNordik

Derfor er BankNordiks nye kommunikationsplatform inddelt i såkaldte livsfaser, der fokuserer på alt fra familieliv, bolig og pension til mere akutte situationer som sygdom, skilsmisse eller arbejdsløshed.

Den nye platform giver tillige banken mulighed for at følge den forventede stigning i trafik til hjemmesiden på et specialdesignet dashboard og udbygge deres livsfaser i overensstemmelse med resultaterne.

En del af digital open banking-strategi

Ifølge Lise-Lotte Roed Rasmussen er der flere fordele ved at være den første bank, der fik lov til at teste SDC’s nye Sitecore-platform:

- Det har været rigtig fedt at være pilotbank. Selvom vi hverken er en af landets eller Nordens største banker, har vi alligevel mulighed for at være first-in-class, når det kommer til at målrette budskaber og levere skræddersyede løsninger til vores kunder.

- Og som en del af et større netværk af nordiske banker, der benytter den samme IT-platform, er det let at dele gode ideer i fællesskabet og dermed sikre et kvalitetsløft af den samlede løsning, siger hun

SDC’s nye IT-platform er første fase og resultat af datacentralens digitale strategi, der har flere udviklingsfaser. Den næste er udviklingen af en net- og mobilbank. Ligeledes på Sitecore.