For omkring halvandet år siden fik Carlsbergs husbryggeri Jacobsen sin egen bar på toppen af det københavnske stormagasin Illum, og nu åbner endnu en Bar Jacobsen – denne gang i Københavns Lufthavn. 

Åbningen sker som et led i ombygningen og udvidelse af Terminal 2, og det er også denne gang det kreative bureau Wonderland, der står bag koncept og design.

Den nye bar – eller gastropub, som den kaldes - er placeret i lufthavnens nye område mellem Terminal 2 og Terminal 3, og bureauet har valgt en ren og meget skandinavisk stil, så baren passer ind i lufthavnens egen design-linje.

Midt i baren står en 300 liters kobber-øltank – bl.a. som visuel reference til traditionsrig øl-brygning og godt håndværk. 

Styrker brand-oplevelsen

Brand Manager for Jacobsen, Frederic Viking, karakteriserer den nye Bar Jacobsen som “et sted, hvor forbrugerne kan møde Jacobsen brandet og de populære special-øl fra det lille husbryggeri på de helt rette præmisser.

Og netop dén ambitionen har Wonderland også vægtet højt. 

- Vi ønskede at skabe en naturlig og afslappet stemning med en løsning, hvor vi har kombineret Jacobsens brand-identitet med simpelt skandinavisk interiør, siger Simon Nygaard, der er Head of Design hos Wonderland, og tilføjer:

- Vi forsøger altid at skabe helstøbte interiørløsninger, da vi ser det som et vigtigt og effektivt virkemiddel til at skabe den rette oplevelse for forbrugerne i mødet med brandet og produktet, 

Vil leve op til arven

Med den nye bar er et stykke af det historiske Carlsberg-bryggeri således bragt til lufthavnen, og hos bryggeriet er man da også yderst tilfreds med resultatet af samarbejdet med Wonderland. 

- Vi er meget stolte af åbningen af Bar Jacobsen i Københavns Lufthavn, og vi har været glade for samarbejdet med Wonderland, lyder det fra Frederic Viking, som tilføjer:

-  Bar Jacobsen skal minde danskerne på vej til udlandet og turisterne på vej hjem om, at vi i Danmark brygger fantastisk øl, og at vi på Carlsberg gør alt for at leve op til arven efter brygger J.C. Jacobsen. 

Gastropubben drives til daglig af den internationale cateringvirksomhed Areas, og den byder på en stribe forskellige Carlsberg- og Jacobsen-produkter.