For syv år siden grundlagde mediabureauet IUM i Danmark forbrugerstudiet ”Retail Buying Study”, og dét initiativ - og resultaterne af det - er IUM’s globale ledelse så tilfreds med, at forskningen rulles ud i fem store europæiske lande.

Det danske Retail Buying Study (RBS) indtager således nu England, Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland – og det vækker naturligvis glæde hos det danske bureau:

- Det er en kæmpe anerkendelse af den danske ekspertise på området og en stor håndsrækning til retailers i alle markeder, siger Managing Partner & Strategy Director Jan Sørensen, IUM.

Forbrugerstudiet dækker i forvejen de nordiske lande plus Holland og Estland, og samlet kommer studiet nu til at være tilgængeligt i 11 europæiske markeder.

Kunderejse under forandring

I forbindelse med studiet har IUM siden 2011 indsamlet data om den reelle kunderejse: Altså hvad gjorde kunderne sidste gang, de foretog et indkøb inden for alle de forskellige retail-kategorier.

Og netop kunderejsen er i dén grad under forandring som følge af en total digitalisering af medier og samhandel – og dermed en ”magtbalance”, der har ændret sig: Forbrugerne taler nu konstant indbyrdes om deres indkøb via sociale medier, fotograferer dem og anbefaler.

- Én ting er, hvad annoncørerne kommunikerer til kunderne – noget andet er, hvad kunderne siger til hinanden, siger Jan Sørensen.

Han peger i samme forbindelse på det interessante i, at netop de fem lande, som forbrugerstudiet nu indtager, samtidig er lande, hvor retail-giganten Amazon har gjort sin entré og blander sig i kampen om kunderne.

- Vi har nu data fra over 50.000 forbrugere på tværs af Europa. Den kombination af viden om digitale retail-vaner, koblet med Amazons tilstedeværelse i de samme lande, er guld for alle retailers, siger Jan Sørensen.

Amazon påvirker markedet

Lige nu er IUM i fuld gang med at aggregere data for alle lande og bearbejde den viden, de kaster af sig. 

Og her er netop data om den markedspåvirkning, Amazon fører med sig, af stor betydning, siger Jan Sørensen. 

Et par eksempler:

·       35 procent af englænderne handler nu online – i Danmark er det ”kun” 20 procent. 

·       2/3 af alle, der går ind i en forretning i England, er webroomers. Det vil sige, at de allerede har søgt på produkter online. Det tal er 50 procent i Danmark. 

- Uanset om Amazon kommer til Norden i 2019 eller 2020, vil retailers kunne hente afgørende viden i den krystalkugle, vi har opbygget, siger Jan Sørensen.

IUM’s europæiske udrulning af studiet sker i samarbejde med Google, og det er IUM’s intention at dele ud af sin viden ved en konference i løbet af efteråret.