Forfatteren Simon Sinek (Start With Why, red.) sagde for nogle år siden: ”En idé, der ikke testes, revideres og testes igen, mens den eksekveres, er ligegyldig.” Eller noget i den retning.

Synspunktet er en introduktion til den 12. Deloitte Digital Agenda, der bl.a. tog afsæt i ”Industry 4.0: Are You Ready” rapporten, offentliggjort under Davos-topmødet i januar i år.

Analysen var baseret på 1.600 C-level-svar (CXO, red.) fra 19 lande, altså en rigtig tung og valid rapport, der skulle bruges til at få politikerne til at træffe politiske valg, så erhvervslivet får mulighed for at bidrage positivt til samfundsudviklingen.

Her er nogle af Deloitte indsigterne:

· Kun 14 pct. at CXO’erne mener, at deres egen virksomhed er gearet til Industry 4.0 kravene.

· Blot 8 pct. er sikre på, at deres organisation er i stand til at udnytte de smarte og nye teknologier.

· Kun 42 pct. siger, at indførelsen af nye teknologier, herunder digitale værktøjer, er top-of-mind hos CXO’erne hen over året.

· 85 pct. vurderer, at digitaliseringen er vejen til succes.

· 76 pct. vurderer, at kognitive teknologier er et vigtigt bidrag til forretningsmæssig succes.

· 42 pct. tror, at blockchain-teknologier vil disrupte deres industri.

· Over 90 pct. mener, at de bør blive bedre til at geare organisationen til at udnytte fordelene ved nye teknologier.

Det kræver mod og vilje at teste og fejle

Pointen er ikke at nærlæse procenterne eller bruge tid på at tvivle på analysens validitet. Den overordnede retning af Deloitte-rapporten er enkel:

Virksomheder skal blive bedre til at udnytte fordelene ved digitaliseringen, investere i bl.a. kognitiv teknologi og geare virksomheden til at høste fordele ved fx kunstig intelligens, automation, robotter og de andre nye værktøjer, der i dag er forretningskritiske.

Hvilket er grunden til at bruge Simon Sinek-citatet i indledningen. Det kræver mod og vilje til at teste og fejle, før man høster fordelene i en udvikling, der går lynende hurtigt, og som for længst har bevist, at den lineære tankegang bør erstattes af den eksponentielle.

Men der var andre informationer i Deloitte-konferencen, der burde få danske topledere til at lytte. Den nye virkelighed, det Deloitte kalder for Industry 4.0, er drevet af forbrugerne, altså udefra-og-ind. Alle de tre tidligere industrielle revolutioner blev skabt indefra-og-ud.

Helt konkret bliver mobilen det værktøj, der for alvor skal tages alvorligt, hvis CXO’erne ikke vil efterlades på perronen, når toget kører. Da kineserne brugte kreditkortene i deres seneste udgave af Black Friday og Cyber Monday, skete 90 pct. af transaktionerne via mobilen. Det kommer også til at ske i den vestlige verden.

Store virksomheder investerer i kunstig intelligens

Den næste store investering sker inden for kunstig intelligens. Kigger vi bare på det nordvestlige Europa, investerer 22 pct. af de store virksomheder i AI. I år 2020 vil 85 pct. af de største virksomheder gøre det.

Grunden til at Deloitte bruger ordet ”store virksomheder” er, at deres analyse bygger på virksomheder med en omsætning på mere end seks milliarder kroner årligt. Og det skal en vis størrelse til at hive fordelene ud af AI.

Men hvorfor ikke lurepasse? Lad de andre være firstmovere, og så gå ind, når værktøjerne er raffinerede af andres fejltagelser?

Den går ikke Granberg. Bl.a. fordi virksomheder udnytter mindre end 10 pct. af deres data i dag, så de 90 pct. er uudnyttet ”guld” – altså et kolossalt potentiale. Kunstig intelligens er en af de mest effektive måder af analysere data på.

Og her siger Deloitte-analysen også noget interessant: 8 pct. af CXO’erne tror, at AI vil erstatte mennesker, og cirka en tredjedel vurderer, at AI vil gøre de menneskelige beslutninger bedre.

Er det ikke bare varm luft?

Nej, de rigtige AI-værktøjer vil forbedre forecasts. Starbucks gør det allerede. Kaffemaskinerne ved, hvornår det er tid til at bestille flere kaffebønner, hvilket sikrer flowet af kaffe og mindsker fejlkilderne i logistikken. Lagerplads er stadig en udgift ved de fleste CXO’er.

Effektiviteten vil vokse ved AI-investeringerne, vurderer 80 pct. af CXO’erne ifølge Deloitte.

Hele Industry 4.0-rapporten kan downloades her.