Digitale spil-kampagner bygget på et gør-det- selv-værktøj har inden for det seneste år sikret virksomheder som IDdesign, MENY, Bravo Tours og mange andre imponerede aktiveringsgrader.

Bag værktøjet står softwarehuset Lead:famly, og med en tocifret millioninvestering fra kapitalfonden Vækstpartner Kapital har den aarhusianske virksomhed nu markant forbedret sine muligheder for at indfri ambitionerne om international ekspansion.

Lead:famly, der ledes af Thomas Kragh og Martin Bjørn Madsen, lancerede i starten af 2017 den digitale aktiveringsplatform, efter at de gennem en årrække havde udviklet og kørt diverse aktiveringskampagner for et hav af virksomheder.

- De mest succesfulde kampagner havde som regel små spilkoncepter som omdrejningspunkt og fælles for dem var, at de blev udviklet fra bunden hver gang. Det gav dybest set en unødig omkostning for vores kunder, fortæller Thomas Kragh der er manden bag Lead:famly platformen.

Gav platformen fri

Derfor satte de to sig for at udvikle en platform, som gjorde det muligt for kunderne selv at bygge kampagnerne - uden at have tekniske kompetencer internt. På den måde kunne hver enkelt virksomhed selv planlægge, bygge og lancere eksempelvis quizzer, personlighedstest, og julekalendere.

- Vi kunne se, at de her digitale spilkoncepter skabte nogle vilde aktiveringsgrader på vores kunders kampagner. Men vi kunne også se at vores forretningsmodel, hvor vi byggede kampagnerne for kunderne, stillede os bedre end dem. Så vi besluttede os for at trække os selv ud af ligningen, siger Martin Bjørn Madsen, og tilføjer:

 - Hvad ville der ske, hvis vores kunder nu selv kunne bygge aktiveringskampagnerne? Det var vi nysgerrige på, så vi besluttede at ”give platformen fri”.

Og som sagt så gjort: Lead:famly gik i markedet med en abonnementsmodel, hvor kunderne henover et år kunne bygge og lancere et ubegrænset antal kampagner til en fast pris.

Million-deltagelse

Og det var populært: I den første måned kom virksomheder som AaB, ASE og Bravo Tours om bord og i de efterfølgende måneder fortsatte tilgangen med kunder som HBO Nordic, ILVA, Sport24 og mange flere.

- Det var fantastisk at se hvordan de danske virksomheder tog imod konceptet, men det var endnu federe at se, at kundernes målgrupper også tunede ind på frekvensen. Over en million danskere deltog mere end 14 millioner gange i vores kunders kampagner i 2017, siger Martin Bjørn Madsen og uddyber:

- Det betyder, at virksomheder nu har en mulighed for at drive digital marketing og aktivering af kunder på en langt mere agil og frekvent måde – samt have en mere målrettet og relevant interaktion med deres kunder. 

Lead:famly opnåede allerede i 2017 en markedsleder-position, og det er den position, virksomheden med investeringen fra Vækstpartner Kapital nu får et styrket grundlag for at udbygge.

Fond så vækstmulighederne

Og ifølge Thomas Kragh gav det god mening at starte en drøftelse med Vækstpartner Kapital om en tilførsel af midler til yderligere vækst.

- Vi står i den luksussituation, at vores platform dels er super-skalérbar, og dels at vi kan onboarde kunder på virkelig kort tid. Vi indså derfor, at vi havde større udfordringer med at møde nok nye kunder, end vi har haft med at lægge features på selve platformen, siger han.

Allerede inden dialogen med kapitalfonden blev konkret, havde Lead:famly gennemført indledende tests i Norge, Sverige og Storbritannien, og konklusionen var, at der ikke skulle foretages særlig markedstilpasning for at starte op i disse og øvrige lande.

Den konklusion var investorerne fra Vækstpartner Kapital enige i.

- Vi har fulgt Lead:famly siden starten af 2017 og var imponerede over, hvordan tilgangen af kunder udviklede sig. Da vi så, at konceptet også havde gang på jord uden for landets grænser, og at Lead:famly samtidig formåede at forlænge aftalerne med sine kunder, startede vi de konkrete dialoger omkring et partnerskab for at accelerere væksten, siger Klaus Bülow Davidsen, partner i Vækstpartner Kapital.

Nye ting på vej

Vækstpartner Kapital har en filosofi om at gå ind i virksomheder, der har en fokuseret teknologisk profil og samtidig en BtB salgsmodel - og da begge kriterier i Lead:famly blev opfyldt, udviklede snakken sig i en mere konkret retning. 

- Lead:famly har som sådan ikke stået i pengenød, så det faktum at vi arbejder aktivt med virksomhederne i vores portefølje og ikke mindst har et stærkt netværk at bringe i spil, tror vi blev afgørende for, at teamet bag valgte at arbejde videre med os, siger Klaus Bülow Davidsen.

Lead:famly står med investeringen nu foran en periode, hvor den internationale ekspansion styrkes, i første omgang til nogle nøje udvalgte markeder, og platformen skal gøres endnu stærkere.

- Vi vil skrue op for vores indsatser i Norge og Sverige, og vi kommer til at lave et stort tryk mod det engelske marked allerede i år. Dertil kommer der nogle fede ting i platformen over det kommende års tid, siger Martin Bjørn Madsen, og tilføjer:

- Det er superfedt at vi nu har midlerne til med ro i maven at vælge den rigtige vej hver gang og ikke mindst at kunne modtage kompetent sparring i dagligdagen fra teamet og investorerne hos VækstPartner Kapital.