GroupM's årlige konference om tech-innovation, NextM, løber i dag og i morgen af stablen i København.

Konferencen er dog ikke blot et mekka for tech aficionados, da der også deltager mere traditionelle medier.

Et eksempel er radiogruppen Bauer Media, der er bedst kendt som ejer af radiobrands som Nova, Voice og Radio100. De har i år besluttet at vise flaget på NextM.

- Det gør vi, fordi digitaliseringen af medier og marketing også handler om lyd. Det vil vi gerne slå et slag for på NextM, hvor alle banebrydende digitale fænomener er i fokus, siger Rune Born Schwartz, der er chef for Audio Innovation hos Bauer Media.

- Der er ingen tvivl om, at audio kommer til at spille en større rolle i den digitale medieverden i årene, der kommer. Brands har helt naturligt haft et stort visuelt fokus i årene, hvor digitale og sociale medier er blevet etableret, fortsætter Rune Born Schwartz, der selv er på scenen i dag under en NextM-session om branding og audio.

- Nu hvor smart speakers og anden digital audio teknologi tager førertrøjen, må virksomhederne spørge sig selv: Hvordan lyder vores brand?

- Annoncemarkedet har samtidig helt nye muligheder med lyd, eksempelvis podcasts, der er en helt særlig metier inden for content marketing, slutter han.

Står bag en ny podcast

For at demonstrere dette potentiale lancerer Bauer Media en podcast-serie om nytænkning inden for  markedsføring og teknologi. Den er produceret i samarbejde med initiativtagerne bag NextM og CopenX. 

- Vores Podcast vil udkomme i hele 10 afsnit under NextM konferencen, hvor vi taler med de mest inspirerende mennesker og hører deres tanker. Den første NextM Podcast er allerede udkommet, hvor tech-ekspert  David Guldager er vært, slutter Rune Born Schwartz.

Lyt med her: