Så er der godt nyt til alle dem, der drømmer om en kandidatuddannelse i spændingsfeltet mellem salg, marketing og IT.

CBS er således på plads med den første nye cand. merc. herhjemme siden 2014. Uddannelsen hedder cand. merc. i Customer and Commercial Development (CCD).

Planen er, at den skal udklække kommercielt stærke kandidater, der har kompetencer til at gentænke salgs- og marketingfunktionen i vor digitale tidsalder.

- Den nye cand. merc. linje er et direkte resultat af efterspørgslen fra erhvervslivet, siger Anne Martensen, professor ved CBS samt initiativtager til og ansvarlig for udviklingen af den nye uddannelse. 

- Vi har på godt et år formået at udvikle en erhvervsøkonomisk kandidatuddannelse, der kombinerer forståelse af data og digitalisering i en kommerciel sammenhæng med den nyeste forskning på dette område. Derfor kan vi allerede i sommeren 2020 forvente, at en række af morgendagens kommercielle ledere træder ud på arbejdsmarkedet, fortsætter hun.

Tunge sparringspartnere

Uddannelsen er udviklet i samarbejde med 12 danske og internationale virksomheder og organisationer, heriblandt TDC, Unilever, Danske Bank og Coloplast samt Business Danmark og Dansk Industri. Den er inspireret af lignede uddannelser på Wharton Business School, INSEAD, Colombia University og Harvard.

To væsentlige omdrejningspunkter for den nye uddannelse bliver håndtering og anvendelse af Big Data i forhold til den komplicerede digitale kunderejse af i dag og e-commerce.

- Den her uddannelse markerer på mange måder et paradigmeskift inden for salg og marketing, siger Jens Neustrup, Landsformand i Business Danmark og bidragsyder til den nye uddannelse.

- Vi har i mange år netop manglet en uddannelse, der tog disse discipliner alvorligt og som var tidssvarende i forhold til den digitale udvikling, som vi oplever i samfundet og ude i virksomhederne.

- Jeg forventer, at den kommer til at gøre det mere attraktivt for fremtidens kandidater at arbejde med salg og marketing, ligesom den kommer de danske virksomheder til gode i den internationale konkurrence på den længere bane, slutter Jens Neustrup.

Du kan læse meget mere om den nye cand. merc. CCD her.

Lidt facts om den nye cand. merc. CCD

  • Udviklet sammen med 12 virksomheder bl.a. TDC, Unilever, Danske Bank, Expedia, Nestlé, IBM, Hilti, Velux, Coloplast samt Business Danmark og Dansk Industri
  • Inspireret af Wharton Business School, INSEAD, Colombia University og Harvard
  • Første hold starter september 2018
  • Forskningsbaseret undervisning da alle underviserne forsker inden for linjens tema
  • En teoretisk uddannelse som samtidig er anvendelsesorienteret og praksisnær
  • CCD er den første nye cand. merc. siden 2014
  • Stor interesse for studiet – pt. har knap 150 danske og internationale ansøgere lagt billet ind til studiestart 1. september. Kun 120 forventes optaget.