Telia har i seks år været sponsor for Smukfest i Skanderborg, hvor musik- og festglade mennesker i tusindevis i disse dage stimler sammen for at lytte og danse til bl.a. Britney Spears, Kendrick Lamar og Shawn Mendes.

Teleselskabet aktiverer sponsoratet på flere fronter, og tirsdag - en dag før den officielle åbning - skete det på en ganske særlig måde.

Her stod Telia bag en surprisekoncert på et af festivalens campingområder med det populære danske band The Minds of 99. Overraskelsen blev kommunikeret i det univers, som Telia har bygget op omkring aktiveringen.

- Hele vores tilstedeværelse herovre, eller vores aktivering af sponsoratet om du vil, kredser om at forkæle og hjælpe festivaldeltagerne så meget som muligt, fortæller Morten Mørup, Brand Activation Manager hos Telia.

Forkælelsen af festivaldeltagerne rummer en række produkter som f.eks mobilhoteller, hvor man kan aflevere sin mobil i trygge omgivelser og selv nyde festivalen imens, mobile ladestationer og salg af ”powerbanks” (mobilopladere).

- Vores kunstnersamarbejder og surprisekoncerterne er en vigtig del af aktiveringen, der i år også har fået et nyt digitalt flagskib i form af den nyudviklede app Telia Locator, som p.t. er downloadet 8.000 gange, fortæller Morten Mørup.

Over 5.000 lyttede med

App’en skal bl.a. gøre det let for festivaldeltagerne at finde hinanden i bøgeskoven, ligesom den viser vej mellem scenerne og gør det muligt at dele videoer og billeder med andre gæster.

- I vores forretning og øvrige markedsføring fokuserer vi i disse år på at gøre kunderne fri, fx i forhold til dataloft og andre ”pain points”, og det samme forsøger vi at gøre med vores engagement herovre, siger Morten Mørup.

- Hvis gæsterne ikke skal tænke over, hvor vennerne er henne, hvor teltet nu lige står, eller om der er batteri på mobilen, så føler de sig mere fri til at nyde øjeblikket, musikken og omgivelserne. Og det er jo det, festivallivet handler om, fortsætter han.

Telia Locator-app’en er spækket med opdateringer fra gæsterne, og samtidig skal den positionere Telia som ”A New Genereration Telco” i brugernes bevidsthed, fortæller Morten Mørup.

Det var fx på denne app, at Telia annoncerede overraskelses-koncerten med The Minds of 99.

- Det skete et kvarter før, koncerten gik i gang, og vi kunne med det samme se festivalgæster rejse sig og begynde at gå ned mod campingområdet. Mellem 5.000 og 6.000 glade tilskuere fik glæde af koncerten, siger Telias Brand Activation Manager.

Både B2C og B2B

Han kan også fortælle, at Smukfest-sponsoratet, der sammen med Telia Parken er teleselskabets største herhjemme, langt fra blot er en B2C-forteelse.

-  Det er i høj grad også B2B. Vi har mange af vores store erhvervskunder med herovre og benytter lejligheden til at fortælle dem, hvad vi står for og hvilke nye tiltag, vi er på vej med, siger Morten Mørup, der også kan fortælle, at Smukfest-sponsoratet bruges aktivt i B2B-marketing sammenhæng året rundt. Derudover bruger Telia også Smukfest internt.

- Vi har 80 af vores egne medarbejdere herovre – tidligere lå en del af praktikken som fx piccoloer i mobilhotellet hos et event-bureau – hvilket vi kan bruge til en hel masse internt i virksomheden. Det kan simpelthen bidrage til at opbygge en stærkere, intern kultur hos os, slutter Morten Mørup.

Du kan se, hvordan det så ud, da Telia overraskede Smukfest-gæster med en The Minds of 99-koncert her: