Når dørene i slutningen af august slås op til den 8. udgave af #GGfestival – landets største YouTube- og social gaming-festival – bliver det med slikkæmpen Toms som ny hovedsponsor.

Dermed bliver der også lidt til den søde tand, når unge fra hele landet stimler sammen i Roskilde for at fejre spilkultur, social gaming, YouTube, e-sport og onlinevenskaber. 

På #GGfestival får gamerne bl.a. mulighed for at møde hinanden og idoler fra YouTube, heriblandt Jaxstyle, MarkozHD, Gex, Alexander Husum og TrierGaming.

- Vi sætter smag på danskernes hyggestunder. #GGfestival er en fantastisk ramme, som skaber et fællesskab mellem gamere både on- og offline, siger Camilla Gregers, Marketing Manager hos Toms. -

- Gaming-kulturen handler om fællesskab og sammenhold, og vi er glade for at kunne være med til at sørge for, at de alle også husker hyggen, fortsætter hun.

Gaming er også socialt

Hos bureauet Gonzo Media, som står bag #GGfestival, er der stor glæde over at få Toms med om bord.

- Toms Gruppen er indbegrebet af hygge, hvad enten det er med familien derhjemme eller vennerne på farten. Når de vil være med her, så er det jo fordi social gaming handler lige så meget om hygge og samvær, som det handler om computerspil, siger bureauets CEO Martin Wiinholdt.

- Men dette er jo også en anerkendelse af, hvor populær #GGfestival er blevet. Og vi er meget stolte af, at #GGfestival støt vokser sig større, så vi får lejlighed til at byde stadig flere inden for i vores fællesskab, slutter han. 

Hovedsponsoratet dækker i første omgang festivalen i slutningen af august i Roskilde. Andre sponsorer på #GGfestival tæller bl.a. Mountain Dew, NERF og Shark Gaming.