Der er fortsat fart på hos den syvdobbelte Gazelle-virksomhed LaserTryk.

I 2017 steg omsætningen fra 300 til 400 mio. kr., hvilket skyldes en kombination af vækst i det digitale trykkeris forskellige forretningsområder og opkøb af konkurrenter.

Det blev til et mindre fald på bundlinjen til 22 mio. kr. efter skat. Til gengæld følger bruttofortjenesten med op.

Ifølge medstifter af LaserTryk.dk, Esben Mols Kabell, skyldes faldet på bundlinjen investeringer i fremtidig vækst.

- Vi kan konstatere, at krisen for længst er lagt bag os, og der igen er fuld damp på kedlerne hos landets virksomheder. Det smitter naturligvis også af på behovet for tryksager, forklarer Esben Mols Kabell.

Vil lave en LEGO

Samtidig med omsætningsvæksten har LaserTryk.dk gearet markant op på medarbejder-fronten.

Flere end 100 nye medarbejdere er blevet ansat i løbet af 2017, og rent strategisk skal de bidrage til en model, som Esben Mols Kabell kalder ”at lave en LEGO”:

- Vi kommer til at fokusere endnu mere på vores mest populære produkter. Vi ligner andre på den måde, at 20 pct. af vores produkter bidrager med 80 pct. af omsætningen. Det man også kalder 80/20-reglen.

- Derfor kommer vi rent strategisk til at optimere vores indsats i forhold til standardtryksager frem for mængden af nye og sjove produkter. Vi skal fokusere der, hvor vi er bedst og levere optimal værdi for kunderne, fortsætter han.

Esben Mols Kabell forventer, at væksten vil fortsætte i 2018 og '19:

- Vores vækst ligger helt klart i at holde et højt kundeserviceniveau uden, at det går ud over priserne. Nu hvor Amazon er på vej ind i Danmark, så bliver det meget vanskeligt at slå dem på en række parametre, men kundeservice er vi overlegne indenfor.

- Det vil vi fortsætte med at gøre igennem en konstant effektivisering af produktionen igennem IT samt yderligere automatisering via robotter. Det frigør ressourcer til, at vi kan blive endnu mere menneskelige og nærværende i vores kundeafdeling, slutter Esben Mols Kabell.

Nøgletal Lasertryk.dk (Scandinavian Print Group A/S) 2017/2016

(mio. kr.)

  • Bruttofortjeneste: 134/111
  • Resultat før skat: 25,9/27,9
  • Årets resultat: 22/22,6
  • Egenkapital: 94,6/78,1
  • Gns. antal ansatte: 233/182

Overblik over væksten hos LaserTryk.dk:

  • 1999: 1,3 mio. i omsætning
  • 2000: 3,3
  • 2001: 4,6
  • 2002: 6,4
  • 2003: 9,9
  • 2004: 18
  • 2005: 30
  • 2016: 300
  • 2017: 400 mio. i omsætning