Pointvoucher, der for nylig rejste en god sum penge lynhurtigt via crowdfunding, har netop indgået et partnerskab med det globale bureau M&C Saatchi.

Samarbejdet udspringer af mobilspillet ”Play London With Mr. Bean”, som Pointvoucher sammen med flere end 75 partnere lancerede i den engelske hovedstad i fjor. Partnerne vil nu udvide konceptet til flere internationale byer.

Pointvoucher, der har den tidligere Konstellation-CEO Nicolai Elmqvist som medstifter, CIO og CMO, skal levere teknologi og underholdende mobilspil, mens M&C Saatchi vil bruge sit betydelige globale netværk til at fremme Pointvouchers platform.

M&C Saatchi er et veletableret globalt bureau med bl.a. stærke kompetencer inden for travel og mobile, og partnerskabet skal sætte skub i Pointvouchers planer om at skabe en global underholdningsplatform, hvor vouchers (rabatkuponer) og mobilspil går op i en højere enhed til glæde for såvel brands som forbrugere.

- M&C Saatchi er et stærkt og globalt anerkendt bureau med meget store globale brands på kundelisten, som vi nu kommer til at blive eksponeret overfor, hvilket vi er meget glade for. Det er starten på en spændende rejse, der vil kunne hjælpe os med at sætte turbo på væksten, siger David McKie, der er direktør for Global Business Development hos Pointvoucher.

Aneil Bedi, der er partner i M&C Saatchi, ser også frem til samarbejdet.

- ”Play London with Mr Bean” er bare starten på Pointvoucher. Vi så straks mulighederne i et partnerskab, og vi er spændte og overbeviste om at realisere begge vores ambitioner inden for denne sektor, siger hun.