Størrelsen betyder også noget, når det drejer sig om e-handel.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Adobe er der nemlig tæt sammenhæng mellem størrelsen på den enhed, forbrugere foretager købet på, og hvor mange penge vedkommende spenderer i online-butikken.

Smartphone-kunder bestiller i snit varer, der er 20 pct. billigere end dem, der bestilles via desktops.

De lidt større tablet-skærme er medvirkende til, at ordrer fra disse enheder blot er ni pct. mindre end desktops.

- Vi kan se, at forbrugere fortsat er generet af dårlig navigation og dårligt design, når de browser på deres mobile enheder. Som detailvirksomhed er det et oplagt sted at sætte ind – og hellere før end senere, når man tænker på, at omsætningen fra smartphone-besøgende i Europa er vokset med 89 pct. inden for de sidste 12 måneder, lyder det fra Imran Afzal, nordisk marketingchef for Adobe Marketing Cloud, i en pressemeddelelse.

Desktops-besøg udgør den primære indtægtskilde for retailbutikker med 74 pct. af den samlede omsætning.

Siden 2015 er omsætningen fra smartphone-besøg til retail-hjemmesider dog vokset med 89 pct. Det er betydeligt mere end tablets (10 pct.) og desktops (8 pct.).

Asien giver Europa baghjul

Ifølge undersøgelsen er det ikke kun størrelsen på den enkelte ordre, der varierer afhængig af skærmens størrelse, det er også forbundet med konverteringsraten, altså hvor mange besøg til en hjemmeside, der ender med et reelt køb.

Undersøgelsen viser, at desktop-besøg generelt set ender med 2,6 gange flere salg end besøg med smartphones.

Her kan man måske med fordel skele til Asien, hvor tablet- og smartphone-besøg udgør hhv. 86 pct. og 44 pct. af desktop-besøg. For de europæiske lande er andelen en del lavere – 59 pct. og 29 pct. 

- Når man sammenligner forbrugernes indkøbsvaner på tværs af kontinenter, så ser vi, at asiatiske forbrugere simpelthen bruger relativt mere, når de benytter smartphones og tablets. Det er endnu et wakeup call til europæiske virksomheder om, at de skal og kan gøre mere for at forbedre kundeoplevelsen på deres mobile websites, slutter Imran Afzal.