Når danske forbrugere ønsker overblik over de populæreste webshops inden for modetøj, sko og accessories, er TheFashion.com blandt de foretrukne hjemmesider.

På blot få måneder har den danske modeportal skabt sig en position med flere hundrede tusinde brugere.

Iværksætterne bag TheFashion.com har netop modtaget kapitalindskud på 10 millioner fra Vækstfonden og North-East Venture, som skal sikre modeportalens ekspansion via nye markeder.

For mange forbrugere kan det være en jungle at shoppe modetøj og -sko på nettet. Der er et utal af produkter og webshops, og det er umuligt at danne sig et overblik. Det problem løser TheFashion.com ved at samle og udvælge produkter på tværs af et stort antal butikker. Vores unikke data gør det muligt at gennemskue, hvad der er populært lige nu, og hvor varen er billigst, fortæller serieiværksætteren Kasper Vardrup og medstifter af TheFashion.com.

Den danske modeportal er en en såkaldt aggregator, der indhenter data fra danske og udenlandske webshops, så forbrugeren kun behøver at søge ét sted, hvis han eller hun er på udkig efter en bestemt vare.

I slutningen af 2013 modtog modeportalen sin første investering fra “startup-fabrikken” Rainmaking og Muuto-stifteren Kristian Byrge, som også sidder i bestyrelsen for virksomheden. Og med endnu en kapitalindsprøjtning skal sættes yderligere gang i væksten.

- TheFashion.com skaber transparens i et marked, hvor mange af de samme modeprodukter findes i flere forskellige onlinebutikker, men der er til gengæld stor forskel på pris, leverance og handelsvilkår. Sitet skaber langt bedre forudsætninger for, at den enkelte forbruger kan få overblik, vælge og sammenligne priser og produkter og handle på egne præmisser, fortæller Søren Jessen Nielsen, investeringsansvarlig i Vækstfondens afdeling for direkte ventureinvesteringer.

TheFashion.com samarbejder i dag med store internationale webshops som ASOS, Zalando og TheOutnet samt små eksklusive webshops som Youheshe og HollyGolightly.