”And the winner is – Martin de Thurah”.

Sådan lød ordene for nylig – igen - ved overrækkelsen af de amerikanske instruktørpriser Directors Guild of America Award.

Og det var dermed anden gang på bare fem år, at den massivt prisvindende danske instruktør kunne gå på scenen og modtage prisen for Outstanding Directorial Achievement in Commercial.

Med valget af Martin de Thurah har juryen bag den prestigefulde amerikanske pris fire gange ud af de seneste fem mulige peget på en skandinavisk instruktør som den bedste i reklamefilm-kategorien:

Martin de Thurah i henholdsvis 2014 og 2018, Andreas Nilsson i 2016 og Nicolai Fuglsig i 2015. Sidstnævnte vandt i øvrigt også prisen i 2008.

Selv siger Martin de Thurah:

- DGA er en anerkendelse givet af andre instruktører, så jeg er stolt af at have vundet igen. Det havde jeg overhovedet ikke forventet.

A Bacon kind of night

Prisen blev givet for Martin de Thurahs instruktion af to reklamefilm (Festival og Machines) for eBay-brandet StubHub i samarbejde med bureauet Goodby Silverstein og produktionsselskabet Epoch Film, og reklamefilmen Mad World for WealthSimple i samarbejde med WealthSimples inhouse-team og Epoch Film.

Men ellers var prisoverrækkelsen på Berverly Hilton i Californien – den 70. af slagsen - lidt af et Bacon-moment: I hvert fald i Commercial-kategorien.

I Danmark og Norden repræsenteres Martin de Thurah således af produktionsselskabet Bacon – præcis som forrige års vinder Andreas Nilsson - og meget passende blev prisen, som det ses på fotoet over artiklen, overrakt af Hollywood-skuespilleren Kevin Bacon...

Og hos Bacon, altså produktionsselskabet, er der også glæde:

- Det er helt overdrevet flot at Martin vinder DGA igen, og vi er enormt glade og stolte af ham. Det er da en kæmpe stolthed at repræsentere nogle af de højest estimerede instruktører i verden, og at både Andreas Nilsson & Martin De Thurah formår tilsammen at vinde DGA hele 3 gange på 4 år er jo ganske enkelt formidabelt, siger Mette Jermiin, Managing Director og Executive Producer.

Du kan se to af de omtalte reklamefilm, Festival  og Machines - instrueret af Martin de Thurah, herunder.

Festival

Machines