Kommunikationsbureauet Radius opruster på det digitale område ved at hyre Mikkel Hyldenbrandt som ny Head of Digital.

Han kommer til bureauet fra en stilling som digital chef hos Løgismose Meyers A/S, og han har tidligere haft samme stilling i Meyer Gruppen, hvor han bl.a. stod for udviklingen af Meyer Gruppens digitale univers.

Mikkel Hyldenbrandt har med andre ord masser af erfaring med sig i bagagen inden for stort set alle facetter af digital kommunikation. Det vil sige alt fra strategi, over udvikling og indkøb til taktisk eksekvering af indhold.

- Jeg mener, at jeg kan bidrage med et nysgerrigt og bredspektret syn på, hvordan man bedst anvender og udnytter digitale produkter og services for at styrke sit omdømme og sin forretning, siger han.

- Jeg befinder mig godt i spændingsfeltet mellem strategi og kreativitet, og bilder mig ind, at jeg har et lille talent for at navigere mellem de to discipliner, så de understøtter hinanden. Uanset om projektet er en kampagne, branding eller et nyt website, fortsætter Mikkel Hyldenbrandt.

Masser af bureauerfaring

Og selvom Mikkel Hyldenbrandts titel er ny, så er det nye job også ensbetydende med et gensyn med en branche, han kender rigtig godt.

Mikkel Hyldenbrandt har nemlig gennem årene arbejdet med digital kommunikation i flere store reklame- og kommunikationsbureauer. Senest som Account Director i digitalbureauet Hello Group og tidligere som bl.a. Strategic Director i PrimeTime Kommunikation og digital direktør i reklamebureauet Bocca.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til bureaubranchen. Og jeg er især glad for, at det sker hos Radius, som har oplevet en flot fremgang i både kundetilgang og omsætning, og som efter min mening også arbejder begavet og menneskeligt med kommunikation og markedsføring, siger Mikel Hyldenbrandt.

- Radius går nemlig ærligt og helhjertet til alle typer af opgaver med et ønske om at skabe varig værdi for kunderne. Det er et udgangspunkt, der er i overensstemmelse med mine egne værdier, fortsætter han.

Integration er nøgleordet

Kommunikationsbureauet Radius, der for nylig sagde farvel til forlængelsen af navnet: Kommunikation, løser i dag en lang række digitale opgaver for kunderne.

Det gælder alt fra udvikling af contentplatforme, over opbygning af websites til udvikling af digitalt content.

Mikkel Hyldenbrandt kommer til at stå i spidsen for Radius’ digitale team, som udover ham selv består af to rådgivere. Den primære opgave bliver at udvikle Radius’ digitale tilbud og hjælpe kunderne med at udnytte mulighederne i digital kommunikation.

- Det digitale fylder rigtig meget i de integrerede opgaver, vi løser for vores kunder, og vores digitale team har løbet meget stærkt for at følge med, fortæller Henrik Fallesen, partner i Radius

- Derfor har vi glædet os rigtig meget til, at Mikkel starter, så vi i endnu højere grad kan gribe de mange muligheder, der kommer vores vej. Mikkel kommer med masser af erfaring og kompetence i bagagen, og vi glæder os til at se, hvordan det kommer til at skabe helt konkret værdi for vores kunder, slutter han.

Mikkel Hyldenbrandt er begyndt i sin nye stilling som Head of Digital hos Radius i dag.