Skal der skabes vækst på den lange bane, så er brug af data til at forstå sammenspillet mellem kunder og adfærd på tværs af kanaler og platforme uomgængeligt.

Det gælder naturligvis også hos reklamebureauet Sunrise, hvor samspillet mellem data og markedsføring er en del af DNA’et, hvilket er forankret i mantraet Respekt for effekt.

Og da data i denne sammenhæng ikke nødvendigvis er Big Data, indgik bureauet for et halvt år siden et strategisk samarbejde med UserTribe, som leverer kvalitative indsigter på tværs af markeder og målgrupper.

Det samarbejde har givet pote, så nu har Sunrise valgt at opruste yderligere på analysefronten med ansættelsen af Johannes Bratbjerg Hansen, der kommer fra en stilling som konsulent hos netop UserTribe.

Endnu tættere samarbejde

Johannes Bratbjerg Hansen får titlen Head of Insights hos Sunrise. Ifølge Simon Hertz, CEO og partner i Sunrise, kom ansættelsen af Johannes Bratbjerg Hansen som et naturligt næste skridt:

- Vi har samarbejdet med UserTribe igennem længere tid, og ansættelsen af Johannes til at varetage relationen til UserTribe og opbygge og udvide kendskabet til platformen blandt vores kunder er et bevidst strategisk træk mod et endnu tættere samarbejde, siger han.

- Flere af vores kunder har allerede oplevet værdien i at involvere deres kunder direkte i idégenereringen og konceptudviklingen, fortsætter Simon Hertz.

Johannes Bratbjerg Hansen er cand.merc.(fil) fra CBS, og han har hos UserTribe specialiseret sig i kundeinvolvering inden for marketing.

Han har samarbejde med virksomheder som Sydbank, Jyske Bank, QVARTZ, GN Group, Mærsk, Novozymes og Discovery.

- Jeg oplevede fra første færd Sunrises vilje og evne til at inddrage kundeindsigter som forfriskende, fordi bureauet har bevist, at de er enormt gode til at udnytte de mange datapunkter til at skabe den rigtige strategiske retning og den bedste kreative eksekvering. Jeg har derfor set meget frem til at blive en del af teamet, siger Johannes Bratbjerg Hansen.