Digital kommunikation – inden for både politik, erhverv og brands – har i mange år været blandt kommunikationsbureauet Geelmuyden Kieses ydelser, og nu opruster bureauet yderligere inden for content og digitale løsninger.

Det sker med ansættelsen af Michael Nielsen som ny digital chef.

Michael Nielsen er oprindelig journalist, men kommer senest fra en stilling som Head of Content & Social i Danske Licens Spils marketing-afdeling, som han har været tilknyttet siden 2014.

Med ansættelsen styrker Geelmuyden Kiese sit digitale tilbud til både virksomheder og organisationer, lyder det fra bureauets adm. direktør Janna Sundewall:

- Vi er enormt glade for ansættelsen af Michael Nielsen. Vi oplever en stærk efterspørgsel på at kunne tilbyde digitale løsninger, der kombinerer strategisk forståelse, stærk historiefortælling og effektive målinger. Det tilbud styrker vi nu, siger hun.

Selv ser Michael Nielsen naturligt nok også frem til at starte hos Geelmuyden Kiese:

- De seneste fire år har jeg på både et strategisk og eksekverende niveau arbejdet indgående med, hvordan digitale initiativer, sociale medier og Content Marketing kan bidrage positivt til at løse strategiske brandudfordringer og skabe konkret, målbar værdi for en virksomhed, siger han og tilføjer:

- Det er en kompleks opgave, som jeg glæder mig ekstremt meget til at kunne gå endnu mere i dybden med i samarbejde med Geelmuyden Kieses kompetente team af medarbejdere – og bureauets mange kunder.

Michael Nielsen er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har i en årrække arbejdet som skrivende journalist på Jydske Vestkystens erhvervsredaktion, ligesom han har været tv-reporter på Danmarks Radio, inden han kom til Danske Spil i 2014.

Han tiltræder sin nye stilling hos Geelmuyden Kiese 1. marts.