Da bureauet Marv i juni sidste år blev solgt til envision, blev den ene af partnerne, Rasmus Dunvad, ansat som kreativ chef.

Det holdt imidlertid kun i lidt over et halvt år, og nu er Dunvad klar med et nyt bureau, drevet efter samme principper, som i Marv-regi trak Creative Circle Awards med hjem til Aarhus ni år i træk.

Det nye bureau, der har fået navnet Dunville, ser strategisk kreativitet som kerneproduktet, men kommer dels til at byde på et stærkere digitalt fokus og dels et nyt, lille etisk greb.

Om det sidste forklarer stifter og kreativ direktør Rasmus Dunvad:

- Alle ved, at virksomheder, særlig retailere og producenter, må påtage sig et større miljømæssigt ansvar i disse klimatider. Med Dunville har vi ganske enkelt truffet en beslutning om udelukkende at flytte markedsandele over til virksomheder, som er deres ansvar bevidst. God kommunikation er et effektivt og magtfuldt våben – og i Spiderman siger Onkel Ben jo så smukt; "with great power comes great responsibility". 

Kun i reklamebranchen

Rasmus Dunvad uddyber:

- Branchen må simpelthen se sig selv i øjnene og spørge om det nu også er en god ide at markedsføre produkter, som skader miljøet. Vi kan ikke pege fingre af Trumps miljøpolitik og samtidig arbejde for brands som dybest set har nøjagtigt de samme defensive holdninger.

- Jeg har set reklamefolk gå fra møde med WWF, der redder eksotiske dyr, og direkte videre til Tulip, der jo mishandler grise i millionvis - helt uden at rødme. Det er kun reklamefolk, der kan det. Og det rejser spørgsmålet om hvad vi egentlig vil bruge vores magt til. 

Rasmus Dunvad mener således, at Dunville er et fravalg af de brands, som peger mere mod fortiden end fremtiden, men det handler ikke om etik alene, men mindst lige så meget om økonomi.  

Ikke kun god vilje

- Økologien ville man jo normalt betragte som et paradoks, fordi den er et opgør med den klassiske forbrugerisme og alligevel er det den vej pengene bevæger sig. Eksemplerne står i kø og sustainability-begrebet bevæger sig hastigt ind på de bonede gulve i de her år. Tænk Tesla, sexappeal og købestærkt publikum, så kan de fleste godt se pointen. 

- For mange af de bedst performende brands, som altså ikke lige er liberale erhverv, er miljøet derfor ikke længere et perifært CSR-projekt, men en integreret del af selve forretnings- og produktudviklingen, siger Rasmus Dunvad og tilføjer:

- Mon ikke verden bevæger sig videre ad den vej, helt uden Dunvilles hjælp? Det vil jeg da tro. Vi vil bare hellere være en del af løsningen end af problemet.