Selv om man er bureaudirektør, kan man godt have lyst til at prøve kræfter med andre udfordringer end dem, man møder i sit daglige arbejde.

Og netop lysten til at lære nyt, både om sig selv og om andre sider af verden, var baggrunden for at to barndomsvenner i foråret gik ”live” med vin-webshoppen ”Winehack”.

– Der findes jo utrolig megen god vin, som aldrig kommer til Danmark. For hvis man skal importere på traditionel vis, kræver det lagerfaciliteter og en vis volumen, og det det var netop det, vi gerne ville udfordre, siger Christian Strand, der til daglig er nordisk direktør i bureauet Marvelous.

Sammen med Martin Schultz, tidligere direktør i bureauet Plant, udviklede han ideen for år tilbage, men først sidste år blev skuffeprojektet hevet op af skuffen og ud i virkeligheden.

– Det var efter en julefrokost, hvor vi kiggede på hinanden og sagde: Nu gør vi det, siger Martin Schultz og fortsætter:

– Vi stiftede selve selskabet i februar 2016, og vores første kollektion, der havde Languedoc som tema, var ude i maj i år. Nummer to har vi kørt her i september, hvor temaet var italiensk med vine fra en Piemonte-bonde, og lige nu er vi ved at varme op til en jule-kollektion, der har Bordeaux som tema.

Koster ikke en vingård

Foreløbig holder Winehack sig til Europa, men selv om systemet forholdsvis nemt kan skaleres op, så skal det tage den tid, det tager:

– Nu øver vi os og får nogle erfaringer. Det er jo ikke en fuldtidsbeskæftigelse, og det skal det heller ikke være. Det er, hvad du kan kalde et ambitiøst sideprojekt, som er blevet til, fordi vi interesserer os for vin, som vi selv har lagt sjæl i at finde, siger Christian Strand og tilføjer:

– Men selvfølgelig også fordi vi tror på, at forretningsmodellen kan differentiere Winehack i markedet.

Med sig på holdet har de to i øvrigt Christian Strands far, Niels Strand Nielsen, der er pensioneret fra AP Møller Mærsk og – ikke uvæsentligt – medbringer et livs værdifuld erfaring fra shippingverdenen.

Og det er de tre ejere selv, der opstøver de vine, de tilbyder på deres webshop.

– Nøjagtig ligesom mange andre danskere, der holder ferie i fx Frankrig og Italien, så har vi også i årenes løb besøgt masser af vinbønder, og der findes utrolig mange fantastiske vine, som aldrig kommer til Danmark, fordi de store importhuse og kæder måske slet ikke opdager dem. Og det er så det, vi gør noget ved nu, siger Christian Strand.

Så når han eller Martin Schultz har indgået aftale med en vinbonde, præsenterer de udvalget på sitet, på de sociale medier og via nyhedsbreve til en støt stigende kundebase og andre, der har vist interesse. Man kan så bestille kasser à seks flasker frem til en given dato, hvorefter Winehack sender ordren af sted direkte til vinbonden.

På den måde skæres fordyrende led mellem producent og vinglas væk, og Winehack kan tilbyde kvalitetsvin til flade priser, og som tilmed er gennemskuelige:

– Vi skærer kagen på en anden måde. Vi lægger ordren hos vinbonden, og du får vinen til kostpris plus fragt, midlertidig opbevaring, moms og afgifter. Vi lægger 20 kr. oven i hver flaske (eks. moms), hvilket er vores indtjening, siger Christian Strand.

Må ikke være fisefornemt

Målet er, at Winehack vil præsentere fire-fem kollektioner om året, valgt ud fra et tema, som fx land, vingård, drue eller årstid.

Og marketing-strategien?

– Vi bruger ikke penge på markedsføring i mere traditionel forstand som fx busreklamer eller tv-spots, men arbejder med et ”digitalt mix” omkring optimering, dialogmarkedsføring, search og nøje udvalgt annoncering på fx Facebook og Instagram. Og så arbejder vi meget aktivt med storytelling på sociale medier og på sitet, siger Martin Schultz, og tilføjer:

– Resultaterne kan aflæses direkte på omsætningen i webshoppen, men der skal også være plads til at eksperimentere.

Christian Strand supplerer:

– Lige nu er det proof of concept. Det kan godt være, vi er ”indendørs verdensmestre” i marketing, men her er vi ude i en anden boldgade, hvor det handler om at få logistik, indkøb og e-handel til at gå op i en højere enhed. Men selvfølgelig tænker vi kommunikation og signaler i det, vi gør.

Og hvilke tanker ligger der så bag navnet Winehack og jeres visuelle identitet?

– Vores udgangspunkt var, at vi gerne ville være uformelle og også lidt rebelske. Lidt som da Mikkeller skabte røre i bryggeri-andedammen. Hele deres udtryk og tilgang var anderledes, og det var slut med at øl-etiketter var grønne, siger Christian Strand, og Martin Schultz tilføjer:

– Hvis du ser på vores logo, så ligner flasken nærmest en molotovcocktail, og sammen med skrifttypen og den gule farve og de andre farver, vi bruger, så får du et udtryk, som er ikke-typisk for vin-verdenen. Logoet er designet af en brasiliansk designer, som tidligere arbejdede i Plant. Der er ofte mere knald på det visuelle på de kanter. Det kan vi godt lide.

Så der må gerne gå lidt revolution i den?

– Vi vil gerne demokratisere adgangen til kvalitetsvin. Rokke ved den verden, der af mange opfattes som værende for de få, og som er præget af et nørdede begreber, som fx animalske noter og rank syre. Så ja: Det er vigtigt for os, at det ikke bliver formelt og fisefornemt.

Det er ikke så svært

De to nyslåede vin-pushere har fulgtes ad siden skoletiden og blev i øvrigt siden speciale-makkere på CBS, så de kender hinanden godt og var derfor heller ikke bange for at satse på et fælles forretningsprojekt.

Men hvorfor egentlig?

– Jeg er meget glad for mit arbejde på Marvelous, men sommetider dukker der altså ideer op, man har lyst til at prøve af, siger Christian Strand, og Martin Schultz tilføjer:

–  Bureaufolk kan generelt godt lide at skabe legepladser og udfordre sig selv på nye territorier, og så er det jo altid fedt at blive klogere. Det har fx været en øjenåbner for os i forhold til e-handel: Det er faktisk nemt at komme i gang, værktøjerne er overraskende gode, og barriererne er derfor meget lavere i dag end for få år siden. Det åbner for helt nye muligheder – også for marketing- og bureaufolk.

Du kan besøge Winehack her.