Schweiz er bl.a. kendt for at have nogle af verdens mest eksklusive skisportssteder, og når alpelandets næste reklamefilm foldes ud i det meste af verden, så har en dansker en meget stor finger med i spillet.

Det drejer sig om Joachim Nielsen fra Idefilm, der har instrueret filmen, og den tidligere  guldløvevinder fra Cannes Lions er netop vendt hjem efter et længere ophold i bjergene Crans Montana.

Han kan bl.a. berette om en fantastisk kulisse at optage i.

- Som instruktør er man privilegeret og ser mange betagende steder. Men en solopgang med Matterhorn og Mount Blanc som baggrund tager nok prisen, siger han.

Som et schweizisk urværk

Generelt melder Joachim Nielsen, der tidligere har instrueret reklamefilm verden over for fx bilbrands som Toyota, Audi, Citroën, Suzuki og Mitsubishi, om rigtigt gode arbejdsforhold i det stenrige land, der også er kendt for stærke urbrands og, naturligvis, stor punktlighed.

- Jeg tror, det er det mest professionelle land, jeg nogensinde har arbejdet i.

- Alle møder til tiden, og at være velforberedt er ikke noget, der imponerer, men noget, der forventes.

- Så alt i alt har det været en fantastisk oplevelse, fortæller Joachim Nielsen.

Den nye film for Swiss Tourism indeholder både en storytelling del og en mere actionpræget, der kommer rundt i de forskellige discipliner, man kan udøve i de Schweiziske bjerge, såsom snowboard, halfpipe, alpin, freestyle osv.

De næste uger byder nu på  et længere klippearbejde, inden filmen lukkes sidst i april, før den sandsynligvis – med rettidig schweizisk omhu – lægges i skuffen og gøres klar til lancering i sensommeren 2018.