Internationale kreative awardshows gør som regel hvert år brug af danske brancheprofiler i juryerne – men det hører til sjældenhederne, at der udpeges danskere til det ære- og ansvarsfulde job som juryformand.

Men i år får den digitale jury ved LIA (London International Awards) en dansk juryformand – i skikkelse af Greys Global Creative Chairman Per Pedersen.

Og det glæder han sig til:

- Nu findes der jo mange awardshows i verden, måske også for mange, men der er en lille håndfuld, der især nyder stor anerkendelse: Cannes Lions, D&AD, The One Show – og LIA. Londonprisen er særlig kendt for at være i stand til at rekruttere stærke jurymedlemmer, så jeg glæder mig meget.

Per Pedersen har tidligere været ”menigt” jurymedlem ved LIA, og han har en længere historik som jurymedlem både i Cannes, hvor han fx sidste år var med i den prestigefulde Titanium-jury, og ved andre awardshows – senest den amerikanske Andy Awards.

Sætter prisen højt

Per Pedersen har desuden en del erfaring med at stå i modtagerens ende ved de store kreative awardshows:

Alene ved Cannes Lions har han en del løver ”på samvittigheden” - herunder Titanium, Black, Grand Prix, og Guld - lige som han også tidligere har gjort sig bemærket ved LIA, bl.a. med tre gange Guld og fire gange Sølv.

Men nu gælder det altså jobbet som juryformand og dermed vurderingen af dette års indsendelser i Digital-kategorien.

- LIA er en speciel pris at vinde, og jeg ved, at man på bureauerne sætter prisen højt. Det fremgår af både trofæhylder og -skabe, når man besøger bureauer rundt om i verden, og det ses tydeligt af de CV’er, vi modtager fra ansøgere. Så det bliver en spændende opgave, siger Per Pedersen, der med juryformands-jobbet kommer i selskab med bl.a. Tham Khai Meng, Worldwide Co-Chairman & CCO Ogilvy & Mather, og Mark Tutssel, Global CCO, Leo Burnett Worldwide og Creative Chairman of Publicis Communications.

Svær at vinde

En LIA anses i øvrigt for at være en ret så vanskelig pris at vinde.

Antallet af indsendelser ligger omkring de 15.000 bidrag fra omkring 80 lande, og typisk kommer ikke mere end omkring syv procent på shortlisten. Kun godt en procent vinder guld, 1,5 procent sølv og to procent bronze.

De senere år har der dog været danske navne at finde på vinderlisterne:

Sidste år markerede & Co. sig med Ad Block This-buslangsiden for Out of Home Media og vandt sølv i Billboard - Business-to-Business-kategorien, mens Freezone Sound Design, Anew og M2 Film nappede bronze i kategorien Production & Post-Production - Direction for Stryhn’s ”skurvogns-film”, der i international sammenhæng har fået titlen ”Food For Men”.

Året før vandt Kontrapunkt bronze for sit arbejde med premium isdesserten Winterspring i kategorien Design/Verbal Identity.

I 2014 vandt M2 Film og Lego bronze for Legends of Chima og det samme gjorde &Co/Bacon og Jack & Jones for Made From Cool-kampagnen – og i 2013 kørte Bussen - og dermed M2 Film, Thomas Falkenberg og Midttrafik – en bronze hjem i film-kategorien Direction.

Dette års LIA har netop åbnet for indsendelser, og der er frist den 9. juni.

Juryerne træder sammen fra 29. september til 7. oktober i Las Vegas, og shortlisterne offentliggøres løbende, efterhånden som juryerne afslutter deres arbejde.

Vinderne offentliggøres 1. november - og du kan læse meget mere om LIA her.