Grey-netværket vil styrke tilstedeværelsen i Norden, og derfor har Grey Europe valgt at forfremme Rolf Bach, adm. direktør for Grey Denmark, til en udvidet rolle som CEO for Grey Nordic.

Rolf Bach vil referere direkte til Alain Groenendaal, direktør og CEO for Grey Europe.

– Og med sin nye rolle som leder af Norden, vil Rolf Bach spille en afgørende rolle i udviklingen af ​​vækstplanerne samt i udforskningen af nye forretningsmuligheder og måder at forbedre service til vores nordiske kunder, lyder det fra Greys topledelse.

Rolf Bach løser fortsat opgaverne som CEO for UncleGrey og Grey Danmark.

Den nye ledelsesfunktion styrker yderligere Greys muligheder og position i regionen, der allerede rummer prisbelønnede netværks-bureauer i Danmark (UncleGrey), Sverige (SCPGrey & INGO) og Finland (GREY SEK) samt affiliate-partneren, TRY, i Norge.

Rolf Bach slutter sig i den regionale ledelse til Mads Aagaard Winther, CFO for Grey Nordic, mens Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer & Head of Digital for Grey Nordic, bidrager med yderligere strategisk støtte.

Grey vil stå endnu stærkere i Norden

– Grey har en langsigtet plan med at styrke vores tilstedeværelse og engagement i Norden, siger Alain Groenendaal:

– Efterhånden som flere og flere kunder i denne region er på udkig efter agentur-partnere til at hjælpe med at drive væksten på tværs af markeder, ønsker vi, at Grey er deres foretrukne netværk.

Rolf Bach tilføjer:

– Vi lever og ånder Greys mantra, ”Famously Effective”, som vi er overbeviste om, skaber arbejde, der påvirker kundens kulturelle og forretningsmæssige resultater. Med den kreative track record, som de individuelle agenturer i vores nordiske setup kan påvise, vil et endnu tættere samarbejde betyde spændende muligheder.

– Jeg ser i høj grad frem til at udfolde dette potentiale sammen med alle mine nordiske kolleger, til gavn for både eksisterende og potentielle kunder, slutter Rolf Bach.

Han blev en del af Grey Denmark i oktober 2011, og har tidligere tilbragt mere end 17 år hos forskellige mediebureauer som både Media Planner, Client Services-direktør og administrerende direktør.