Siden Kasper Åkerlund for fire år siden forlod direktørposten hos Isobar Nordics for at blive COO for GroupM i Vietnam og Indonesien, er det gået stærkt.

Allerede to år efter rykkede han fra Ho Chi Minh City til Hongkong som CEO for et andet af verdens største bureaunetværk, IPG Mediabrands, i den tidligere britiske kronkoloni.

Nu går turen så videre til Singapore, da han er nyudnævnt topchef for mediebureauet UM (Universal McCann) i Asien og Stillehavsområdet.

UM er det ene af IPG Mediabrands’ to globale mediabureau-netværk. Det andet er Initiative. De to er i Norden samlet under ét navn, IUM.

Gode resultater i Hong Kong

Kasper Åkerlunds nye titel er UM President, APAC, og jobbet har han fået som følge af udviklingen på IPG Mediabrands Hongkong-kontor de seneste to år.

Her har han bl.a. skabt en række specialiserede forretningsenheder, såsom en prisbelønnet social og content hub, og ikke mindst investeret massivt i data og programmatiske færdigheder. Det har ikke blot har tredoblet forretningsområdet på to år, men også trukket 35 nye kunder til.

Udviklingen kulminerede i december, hvor et af netværkets bureauer, UM Hongkong, blev belønnet med prisen som Media Agency of the Year af branchemediet Campaign Asia.

Kasper Åkerlund skal i det nye job gentage succesen på tværs af 13 markeder i Det Fjerne Østen, heriblandt Kina og Australien. Han rapporterer til IPG Mediabrands CEO i APAC-regionen, Leigh Terry, og til Daryl Lee, der er UM’s globale CEO.

- Kaspers resultater i Hongkong taler for sig selv. Han har leveret varen de sidste to år, hvilket resulterede i kåringen som Agency of the Year. Vi er glade for at byde ham velkommen til en nøglerolle som styrmand for UM’s vækst og udvikling i Asia-Pacific regionen, siger Daryl Lee.

Det går stærkt i Asien

Det nye job er som nævnt ensbetydende med, at Kasper Åkerlund og familien forlader Hongkong og flytter til Singapore, hvilket den danske mediebureau-profil ser frem til.

- Vi er ved at pakke alt ned nu, og så rejser vi en tur til Danmark for at hilse på familie og venner. Den 1. august er vi klar til at tage hul på et nyt kapitel i Singapore, og det er jeg sikker på bliver lige så spændende som vores ophold herude har været hidtil, siger Kasper Åkerlund.

Han kan også fortælle, at udviklingen i regionen – ikke mindst i Kina, Japan og Australien – foregår i et til tider hæsblæsende tempo.

- Det gælder ikke mindst på det digitale område. Da vi ankom, var de fleste lande langt bagefter i forhold til det, vi var vant til fra Danmark, men sådan er det ikke længere, siger Kasper Åkerlund, der mener, at han har lært mere de seneste to år i Hongkong end i resten af karrieren sammenlagt.

- Ikke mindst når det gælder e-commerce, går det stærkt. Især i Kina, hvor halvdelen af al handel i dag foregår på nettet. Alle brands er i gang med at tilpasse sig den nye virkelighed, hvor den digitale kunderejse er omdrejningspunktet, siger han.

Mange rejsedage venter

Selvom Kasper Åkerlund og familien nu kan se frem til et nyt hjem i Singapore, så forventer han ikke at tilbringe mange dage på UM’s hovedkontor i byen.

- Jeg skal meget rundt på regionens kontorer, ikke mindst i Kina, for at møde medarbejdere og kunder. Vi har eksempelvis lige vundet Nestlé som ny kunde i Australien og New Zealand, så der bliver også en del ture down under til at begynde med, slutter Kasper Åkerlund.