Godt et år efter, at DBA lukkede den trykte Blå Avis, er genbrugs-giganten tilbage i mediebranchen. Denne gang dog uden tryksværte og annoncerubrikker.

I dag lancerer DBA således sit eget online second hand-medie med navnet DBAguide.dk - et søstersite til online-platformen dba.dk - hvor en bred vifte af skribenter, vloggere, bloggere og DYI’ere under taglinen Nyt om Brugt vil tilbyde tips, tricks, gode råd og kreativ inspiration til det at handle brugt.

- Det er ikke alle, der finder det lige oplagt at handle med brugte varer. Derfor har vi lavet dbaguide.dk, hvor man kan finde inspiration til alt mellem himmel og jord med dén fællesnævner, at det er Nyt om Brugt. Sådan et inspirationsunivers for forbrugerne har vi ikke i Danmark, og ingen er mere oplagt til at søsætte dette end os, siger kommunikationschef for DBA, Sofie Folden Lund.

Det nye medie kan fx guide brugerne til, hvordan man fx mest effektivt sælger sit gamle elektronik, hvad man bør give for en brugt iphone, hvordan man fjerner pletter fra en patineret teaktræskommode - eller hvordan man indretter sit børneværelse på en cool og billig måde og bikser et skrivebord sammen af en gammel dør.

- Vi kender danskernes genbrugsvaner og hvad der er hot og not som ingen andre. Med den mængde data, vi ligger inde med, kan vi tilbyde vores brugere en masse viden om - og inspiration til - den gode genbrugshandel, siger Sofie Folden Lund.

Relevant og brugergenereret

Den nye guide fra DBA er integreret med modersitet dba.dk, således at man fra hver artikel, video eller blogindlæg får en direkte guide til relevante varer på dba.dk. Varer, som man kan købe af andre eller fx bruge til at sammenligne prisen og standen på den varer, man selv ønsker at sætte til salg.

Og relevans er nøgleordet for DBA guiden, siger kommunikationschef Sofie Folden Lund:

- Brugerne skal kunne se en fordel i den synergi, der er i at lade sig inspirere til at handle brugt og så blive guidet hele vejen ind til konkrete varer på dba.dk, ligesom vi vil præsentere folk der er inde og søge på fx Playstation på dba.dk for inspirerende content og gode råd omkring brugte konsoller og spil.

Ud over at være kommunikationschef hos DBA er Sofie Folden Lund selv genbrugselsker, og det er da også hende, der - sammen med redaktør Daniel Vandborg - kommer til at lede det nye medie og binde det hele sammen.

Størstedelen af det redaktionelle content vil være produceret af folk, der selv er flittige genbrugere og fans af DBA. Nogle er bolig- og livsstilsbloggere, andre kendte DYI’ere fra TV-programmer og andre igen er blot helt almindelige genbrugere, der deler ud af erfaringer og tips til det at handle brugt.

eBays første content-satsning

Det nye danske second hand-medie er i øvrigt det første eBay-ejede site, der satser på content i den størrelsesorden. Så der hviler mange øjne på Danmark, der også tidligere har haft rollen som den innovative legeplads for eBay globalt.

Nikolaj Gjeding Larsen, der er adm. direktør for DBA, siger:

- Vi er ejet af en stor global virksomhed, hvor vækst er en vigtig succesfaktor, og planen er, at dba.dk skal vækste markant i løbet af de næste to år. I 2019 har vi det mål, at 60 procent af den danske internetbefolkning skal besøge DBA mindst én gang om måneden.

Det er et ambitiøst, men realistisk mål, mener Nikolaj Gjeding Larsen.

- Kigger vi på tallene, kan vi se, at vi allerede nu har fat i 65 procent af befolkningen på årsbasis. De skal bare besøge os oftere. Med andre ord, danskerne skal for alvor se fidusen i second hand i hverdagen både til køb og salg. Dét håber vi på, at DBA guiden kan være med til, siger han og tilføjer, at man fra global side også ser på mulighederne for at udrulle content som strategisk vækstmotor i nogle af de øvrige lande, hvor eBay ejer classifieds sites.

Du kan besøge DBA’s nye second hand-medie her