Det kommercielle mediehus Discovery Networks Denmark har hentet ny marketing director i skikkelse af Anthony Lim.

Han har, som beskrevet tidligere, forladt Call me, hvor han gennem mange år fik positioneret teleselskabet stærkt, hvilket bl.a. har været en medvirkende årsag til, at Call me de seneste tre år er kåret til det stærkeste mobilbrand i Danmark.

- Vi er stolte over at kunne tiltrække en stærk profil som Anthony til Discovery. Anthony har en stærk erfaring fra telebranchen og mestrer både de kreative og strategiske aspekter af marketing, siger Christian Kemp, adm. direktør, Discovery Networks Danmark.

- Samtidig har han som få dokumenterede resultater på både digitale og traditionelle medieplatforme. Jeg er overbevist om, at han bliver en succes hos os, fortsætter han.

Ny marketing director med stærke resultater

Hos Call Me har Anthony Lim blandt andet stået bag den højt profilerede og prisvindende kampagne, Tal Ordentligt.

Hos Discovery kommer Discoverys nye marketing director til at referere til den nordiske VP, Marketing Rebecca Rørmark.

- Jeg glæder mig enormt meget til at starte i et moderne, internationalt mediehus som Discovery. Som jeg ser det, er Discovery stærkt rustet til at håndtere og udnytte de forandringer, som i disse år rammer mediebranchen. Fra telebranchen er jeg vant til store forandringer og intens konkurrence om brugerne. Den viden glæder jeg mig til at sætte i spil hos Discovery, siger Anthony Lim, kommende marketing director hos Discovery Networks Danmark.

Grønholt bliver distributionschef

Anthony Lim tager over efter Jesper Grønholt, der det seneste år har været marketing director hos Discovery Networks Danmark.

Han blev i sommers udnævnt til distributionschef hos Discovery og har siden da fungeret som både marketing- og distributionschef. Fremadrettet vil det dog alene være distributionsområdet, Grønholt skal fokusere på.